Ny specialklasserække udskudt til næste år

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 0 min læsetid
Ny specialklasserække udskudt til næste år
Høgevænget. Foto: Tim Panduro

I marts var glæden stor blandt politikerne, da Børne-, Fritids- og Kulturudvalget havde taget beslutningen om, at der skal etableres en ekstra specialklasserække i Dragør. Den nuværende specialklasserække har været en succes, og man ønsker at lave et tilbud til flere børn og unge, der dog har nogle andre behov end dem, som går i den eksisterende klasse.

Tanken bag er, at det er gavnligt for børn med særlige behov at blive undervist i deres nærmiljø tæt på kammerater og fritidstilbud. Derudover er idéen selvfølgelig at spare penge, eftersom det specialiserede børneområde længe er gået over budget, fordi det er dyrt at sende børn og unge i tilbud uden for kommunen – blandt andet på grund af transportomkostningerne.

Men en orienteringssag, der er på Børne-, Fritids- og Kulturudvalgets møde torsdag den 12. juni, viser, at det nye undervisningstilbud ikke bliver klar til efter sommerferien, som det var planlagt. I stedet regner man nu med, at man først bliver klar til skoleåret 2026/2027.

Høgevænget er ude af billedet

I april blev sagen nemlig skudt til hjørne i Økonomiudvalget, som ellers skulle undersøge muligheden for at etablere den nye specialklasserække i kommunens bygning på Høgevænget, der har været udlejet til den private daginstitution Eventyrhuset.

Eventyrhuset, som ellers har lukket deres afdeling på Høgevænget, hører til i Strandparken. Men her er huslejen blevet forhøjet så meget, at de ikke længere har råd til at blive boende.

For ikke at stå med 130 børn mellem nul og seks år uden pasning har de derfor spurgt, om det er muligt at leje sig ind på Høgevænget igen – og det ønske ser politikerne ud til at ville imødekomme.

I hvert fald bliver Børne-, Fritids- og Kulturudvalget nu orienteret om, hvor langt forvaltningen er med at finde alternative bygninger til at huse den nye specialklasserække. Og det trækker ud. Der er nemlig ikke nogen andre bygninger i kommunalt regi, som vil kunne stå klar til en ny klasse efter sommerferien.

Hvilke steder der nu er i spil, er ikke nævnt i orienteringssagen til mødet, men tjenesteboligen på Dragør Skole har før været nævnt.

Børn skal blive uden for kommunen

Det betyder, at de omkring ti børn og unge, man havde planlagt at hjemtage til den nye specialklasserække, skal fortsætte i de specialskoletilbud uden for kommunen, som de allerede går i. Dragør Kommune har derfor allerede forlænget aftalerne med dem.

Men det får selvfølgelig konsekvenser for økonomien. At skulle fortsætte med at sende børn ud af kommunen til specialskoletilbud i eksternt eller privat regi forventes nemlig til at give en budgetoverskridelse på to millioner kroner i 2025 – og yderligere to millioner i 2026.

Formand for Børne-, Fritids- og Kulturudvalget, Henrik Kjærsvold-Niclasen (V), vil ikke udtale sig, før hans politiske kollegaer har fået en fælles orientering på udvalgsmødet og dermed mulighed for at drøfte sagen.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER