Dragør Søbad er populært – både blandt lokale og blandt folk, der kommer fra den anden side af tunnelen. Det har skabt nogle udfordringer i løbet af sommeren, hvor der har været klager over spisning, rygning, musik og højt støjniveau, som har forstyrret det glade, rolige badeliv, som ellers er på stedet.
I slutningen af juni indførte man en række ekstraordinære tiltag, for eksempel at gøre alle bassiner til fællesbad – og altså droppede kønsopdelingen – fra klokken 12 til 17. Samtidig blev der meldt ud, at man ville arbejde på at finde flere og permanente løsninger til næste års badesæson.
Derfor har Børne-, Fritids- og Kulturudvalget sagen på dagsordenen allerede den 9. oktober. Her skal politikerne tage stilling til en række forskellige løsningsforslag, som forvaltningen har ridset op. Forvaltningen foreslår, at følgende ændringer gennemføres:
- Opdelte områder ændres til fællesområder den 1. juni til den 31. august fra klokken 12–17 hver dag. Der vil fortsat være mulighed for nøgenbadning i opdelte afdelinger klokken 7–12 hver dag.
- Styrket bemanding, så der altid er to medarbejdere på vagt i åbningstiden fra den 1. juni til den 31. august. Fra den 1.–31. maj vil tilkald af personale ske ved konkret behov.
- Prisdifferentiering, så det kun er Dragør-borgere, der kan købe sæsonkort – og at prisen for en dagsbillet er på 35 kroner for en voksen Dragør-borger, mens øvrige gæster skal betale 100 kroner.
- Trafiklys til styring af kapacitet. Man vil opsætte lysregulering for enden af badebroen, som tydeligt viser, om der er plads til flere gæster.
Dragør Nyt følger selvfølgelig op på, hvad der bliver besluttet.