Med to næsten afsluttede ejendomshandler og positive toner om en tredje er planerne om tre nye miniskove i Dragør Kommune rykket nærmere.
Det fortæller Jakob Frits Dam, der er skovfoged tilknyttet hovedstadsområdet for Naturstyrelsen.
»Der er nogle enkelte formalia, der skal plads i forhold til, hvem der skal eje stier og den slags, men ejendomshandlerne med den kommunale jord er stort set færdiggjort. Det tredje område er delvist privatejet, og her er der nogle forhold, der gør, at vi ikke kan overtage jorden lige nu, men umiddelbart er meldingerne positive,« siger han.
De to områder, der er tættest på realisering, ligger begge i eller nær Store Magleby. Det er et areal ved Rytterager tæt på Halvejen og et på Fælledvej bag genbrugspladsen. Det tredje område, som lader vente på sig, ligger på Nordre Dragørvej ved Køjevænget på arealet ned mod kælkebakken.
Sideløbende med handlerne er processen med VVM-screening – en vurdering af virkninger på miljøet – sat i gang.
»Den er sendt til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandplaner, der så skal godkende projekterne,« siger skovfogeden.
Blandede skove
Skovene er blevet en mulighed, fordi der med i finansloven i 2022 blev fundet penge til netop skovrejsning i hovedstadsområdet – et område, der er tætbebygget og derfor ikke levner plads til store skovområder.
Selvom skovene bliver ganske små, er de tænkt som rekreative områder, der samtidig skal give mere plads til danske dyr og planter og binde CO₂, der ellers kan bidrage til klimaforandringer.
Skovene bliver bygget op efter samme princip med en kerne, der består af 50 procent af de samme træer – for eksempel eg – og 50 procent blandede træer. Der kommer desuden et skovbryn med typer af træer, som ikke vokser sig lige så høje som træerne inde i skoven.
Et lokalt skovrejsningsråd af frivillige er involveret i skovrejsningsprojektet, og Jakob Frits Dam regner med at mødes med medlemmerne fra Dragør efter sommerferien.
»Det kan få lidt betydning i forhold til form, præcis placering og artsvalg,« siger han.
Han forventer, at tilplantningen kommer til at ske i april eller maj, hvis myndighedsgodkendelserne er på plads, og de lokale politikere siger god for tidspunktet.
Skovenes navne er endnu ikke på plads.
