Nyt hærværk mod regnbuebænk

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Nyt hærværk mod regnbuebænk
Regnbuebænken er blevet overmalet igen – denne gang med blå spraymaling. Foto: Tim Panduro

Regnbuebænken ved Dragør Rådhus på Kirkevej er igen blevet udsat for hærværk. I løbet af weekenden er den blevet overmalet med blå spraymaling.

Det er tredje gang, at bænken bliver udsat for overmaling, siden den blev sat op den 2. juni i år. Ifølge Dragør Kommunes kommunikationsansvarlige Toini S. Floris koster det 3.200 kroner, hver gang bænken skal fjernes, genmales og sættes op igen.

Regnbuen er et symbol hos seksuelle minoriteter og kønsminoriteter, men bruges også til mere generelt at vise tolerance. Da forslaget om bænken blev vedtaget tidligere på året, gav det en del debat for og imod, og debatten er jævnligt blusset op hen over sommeren.

Toini S. Floris meddeler, at hærværket er politianmeldt – ligesom i de øvrige tilfælde – og at Dragør Kommune ikke overvejer hverken videoovervågning eller en placering på et mere trafikeret sted.

Regnbueflaget hejses

Hvis kommunen når at genbemale bænken inden lørdag, kommer den i regnbuefarvet selskab.

Her hejser Dragør Kommune nemlig regnbueflaget – også kaldet prideflaget – i flagstængerne på Nordre Væl og ved Dragør Rådhus. Det sker for at markere Copenhagen Pride Parade, der finder sted denne dag.

Politiet efterforsker

Københavns Politis kommunikationsafdeling meddeler, at de har modtaget flere anmeldelser om hærværk mod regnbuebænken og efterforsker sagen.

Det kan du endnu ikke siges, om det betragtes som en hadforbrydelse.

»I Danmark er en hadforbrydelse en strafskærpende omstændighed, dvs. man kan få en strengere straf, hvis det kan bevises, at gerningen helt eller delvist har baggrund i eksempelvis andres seksuelle orientering. Det kræver, at man har en sigtet, hvis motiv man kan efterforske, og det har vi ikke på nuværende tidspunkt,« hedder det i en mail fra kommunikationsafdelingen.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER