Nyt udspil fra regeringen kan sikre økonomien i Dragørs kystsikring

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Nyt udspil fra regeringen kan sikre økonomien i Dragørs kystsikring
Sidste år blev diget på Nordstranden udbedret – men endnu større kystsikringsprojekter venter i fremtiden. Arkivfoto: Tim Panduro

Staten tager 85 procent af regningen for anlægget af en stor del af den danske kystsikring. Det skal være lettere at omgås miljøbestemmelser, når der sikres mod det stigende havvand. Og der skal i et eller andet omfang gøres op med princippet om, at de grundejere, som har størst fordel af et kystsikringsprojekt, også skal betale den største del af de lokale omkostninger.

Sådan lyder nogle af de overordnede budskaber i Klimatilpasningsplan II, som regeringen præsenterede mandag eftermiddag.

Budskaberne er dog udstyret med et kæmpe »måske«. For regeringen skal skaffe flertal for sin plan, og den slags sker sjældent uden forhandlinger og justeringer.

Dragørs borgmester Kenneth Gøtterup (C) tager da også et forbehold, inden han udtrykker sin glæde over planen.

»Man skal ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt,« siger han med henvisning til, at der stadig kun er tale om et forslag.

»Overordnet set er jeg meget positiv over et udspil, hvor staten står til at medfinansiere 85 procent af kystsikringen. Men inden jeg jubler helt, skal jeg se den endelige aftaletekst,« siger borgmesteren.

Meget er da også stadig usikkert. I forhold til nytteprincippet kan der stadig havne en regning hos lodsejerne. En ekspertgruppe er i gang med at granske, hvordan kystsikringen skal betales, og i Klimatilpasningsplanen fremgår det, at det er muligt, at der kan komme »et muligt bidrag fra de lodsejere, der opnår beskyttelse af projekterne«.

Det til trods deler formanden for By-, Miljø- og Klimaudvalget i Dragør Nicolaj Bertel Riber (A) borgmesterens foreløbige begejstring.

»I dag er bedre end i går. Jeg glæder mig enormt meget over, at regeringen er kommet med et udspil, der på rigtig mange måder kan accelerere indsatsen i kommunerne, og at der bliver kigget på finansieringsmodellerne. Men det er stadig et forslag, der skal behandles af Folketinget,« siger formanden.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER