Sommer og solskinsvejr trækker mange gæster mod havet. Både Mormorstranden og Badeanstalten er yndede udflugtsmål i sommervarmen, og det giver problemer på den lille parkeringsplads foran Gåserepublikken.
De mange bilister parkerer hele vejen op mod strandvejen. De holder, så de spærrer for hinanden, og ingen kan komme hverken frem eller tilbage, beretter de to gåseholdere Hans-Henrik Gade Petersen og Ole Svendsen.
»Der hersker det rene anarki,« siger Hans-Henrik Gade Petersen til Dragør Nyt.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Værre i år
Det er ikke nyt, at der er meget aktivitet i området omkring Mormorstranden og Gåserepublikken, fortæller de to gåseholdere.
»Men det er blevet værre i år,« siger Ole Svendsen.
Han og Hans-Henrik oplever, at der kommer flere gæster udefra – fra Tårnby og København. Måske fordi det er gratis at parkere i Dragør i modsætning til ved Amager Strandpark.
Og så er trafikken til caféen også steget, påpeger Ole Svendsen.
»Det har aldrig været et problem før, men nu er der kommet mange ekstra aktiviteter, bryllupper, barnedåb og den slags.«
Artiklen fortsætter efter billedet.

Biler og hunde forstyrrer gæssene
Ofte er bilerne på parkeringspladsen parkeret så tæt, at gåseholderne ikke kan komme hen til deres dyr – eller få dyrene ind om eftermiddagen.
Gæssene går frit, også ind og ud mellem de parkerede biler. Og den kombination er hverken gåseholdere eller de mange strandgæster synderligt glade for.
»Tit dytter folk af gæssene, men gæssene forstår ikke, hvad dytteri betyder,« siger Hans-Henrik Gade Petersen
Strandengen er også blevet et populært sted at lufte hunde, og de mange hunde forstyrrer også gæssene, fortæller Ole Svendsen. Ikke mindst fordi mange hundeejere lader hundene gå frit.
»Vi prøver at bede folk vise hensyn og holde hundene i snor, men vi får for det meste bare at vide, at det skal vi ikke blande os i,« siger han.
Søger dialog med kommunen
Ofte løber der små børn rundt mellem bilerne, og det er direkte farligt, vurderer gåseholderne.
»På et tidspunkt sker der en ulykke,« lyder der fra Ole Svendsen.
Han har forsøgt at komme i dialog med kommunen, men det er endnu ikke lykkedes. Han har ellers en del løsningsforslag, for eksempel at de besøgende bedes parkere ved Ny Havn og gå over Vestgrønningen til stranden i stedet for at parkere foran Gåserepublikken.
Forvaltningen er bekendt med, at der i perioder med godt vejr er udfordringer med parkering ved Mormorstranden. Det oplyser Jesper Horn Larsen, centerchef for Center for Plan, Teknik og Erhverv, i en mail til Dragør Nyt
Kommunen har udvidet grusparkeringen ud for badehotellet. Yderligere udvidelse af parkeringsforholdene vurderes ikke umiddelbart muligt på grund af fredning af strandengene og arealerne omkring Mormorstranden.
Klima-, By- og Erhvervsudvalget besluttede i juni at afsøge mulighed for grusparkering på trekantarealet ved Gåserepublikken, eller at arealet afspærres for parkering.