Alle de børn, der skal begynde i skole efter sommerferien, er lige begyndt i SFO. Og det har givet mere plads i børnehaverne. Det er tydeligt at se i den kvartalsstatus over ventelister og kapacitet i børnehaver, vuggestuer og dagplejere i Dragør Kommune, Børne-, Borger- og Velfærdsudvalget netop har haft til orientering.
I mange af kommunens børnehaver har man haft overbelægning i de seneste måneder. Ikke mindst i Børnehaven Sansehuset og i Børneinstitutionen Køjevænget, hvor man har haft henholdsvis 19 og 16 flere børn i april, end man er normeret til. Men begge steder er der så mange børn, der er startet i SFO nu, at de i maj og juni forventes at ligge lidt under det børnetal, de er normeret til.
Det samme gælder i øvrigt alle de andre børnehaver i kommunen (både private og kommunale) – omend i lidt mindre skala.
På vuggestue- og dagplejeområdet har der ikke været de store udsving i årets første måneder, og det forventes heller ikke i de næste par måneder. Dog er der lige nu en overbelægning af vuggestuebørn, der ser ud til at normalisere sig inden for de næste par måneder, hvor nogle børn rykker videre til børnehave.
Udsving – men balance på årsbasis
Prognosen viser i øvrigt, at årsgennemsnittet for både børnehaver, vuggestue og dagpleje er nogenlunde i balance, så det, institutionerne er normeret til, passer ret præcist med antallet af indmeldte i gennemsnit, selv om der er udsving i enkelte måneder omkring skiftedage som den 1. maj.
Selvom prognosen viser, at alle børn har en daginstitutionsplads i Dragør Kommune, så er der flere børn, der ønsker at skifte. P.t. står syv børn på venteliste til en specifik børnehave, og 12 børn står på venteliste til en specifik vuggestue eller dagplejer.
Dragør Nyt har spurgt Henrik Kjærsvold-Niclasen (V) om balancen i kapaciteten i dagsinstitutionerne.
Hvordan synes du, det ser ud med fordelingen?
»Det positive er, at vi overholder pasningsgarantien. For eksempel er de syv børn på venteliste til børnehaveområdet, børn, der allerede har en plads, men ønsker en anden specifik børnehave. Det siger først og fremmest noget om forældrepræferencer og forskelle i efterspørgsel — ikke om en generel mangel på pladser. Samtidig skal vi selvfølgelig holde øje med belægningen i institutionerne, så vi også fremadrettet sikrer kvalitet og gode rammer i hverdagen.«
Kan de, der står på venteliste, forvente at få ønsker opfyldt efter skiftedag 1. maj, hvor der er ledige pladser de fleste steder?
»Efter skiftedagen 1. maj vil der typisk opstå en ny bevægelse i kapaciteten, og det kan give bedre muligheder for, at nogle får opfyldt deres ønsker. Men det vil altid afhænge af den konkrete belægning og udviklingen i til- og fraflytning.«