Pia Munch Falsing: »Jeg er ikke meget for kærlighed og romance«

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Pia Munch Falsing: »Jeg er ikke meget for kærlighed og romance«
Pia Munch Falsing anbefaler både drama fra Alaska og sylespids humor fra Danmark. Foto: Tim Panduro

Socialrealisme, slægtsromaner, romaner fra Mellemøsten og nogle gange også en god krimi. Biblioteksassistent på Dragør Bibliotek Pia Munch Falsing har en bred smag i bøger, men enkelte genrer får ikke den store opmærksomhed hos hende.

»Jeg er ikke meget for kærlighed og romance, så det er ikke der, jeg er stærk på at give anbefalinger. Og jeg vil hellere tage opvasken end at læse fantasy,« siger hun.

Hun har valgt følgende tre bøger, som hun vil anbefale Dragør Nyts læsere at tage med hjem til liggestolen.

Himlen over vildmarken

»Jeg har fået anbefalet Kristin Hannahs bog i ét væk, så jeg måtte se, hvad den kunne. Det er en rigtig barsk historie om en ung piges liv med både glæder, sorger, kærlighed, krig og vold. Faderens jagt på et bedre liv gør, at de lander i Alaskas vildmark, hvor man kan dø på 100 forskellige måder. Naturen er ikke den eneste fare,« siger hun og fremhæver nogle underliggende alvorlige temaer.

»Den fortæller om ptsd, og hvad det gør ved mennesker. Bogen er betagende, smuk og grusom, og den henvender sig bredt til både mænd og kvinder.«

Min kone

»Min kone er en sjov og varm fortælling om en mands krise og kærlighed. Michael har altid gjort det rigtige som far og it-chef, men nogle gange gør selv den bedste mand noget forkert i et baglokale med en sød receptionist,« lyder Pia Munch Falsings beskrivelse af Karin Heurlins bog.

»Den er skrevet med humor og har nogle sylespidse beskrivelser af den moderne mand og hans rolle. Bogen er skrevet fra en mands perspektiv, og den er god sommerlæsning for både mænd og kvinder. Min mand lå og klukkede af grin, da han læste den.«

To brødre

Med Ben Eltons roman To brødre er der sat en mere alvorlig scene. To drenge bliver født i Berlin på samme dag i 1920erne. Den ene er jøde, den anden er arisk, og de bliver adopteret af den samme.

»Deres liv bliver ændret, da Anden Verdenskrig bryder ud. Det er en gribende historie om Nazityskland og konsekvenserne af tankegangen i den tid fortalt i en ramme, hvor den ene bror afhøres af den engelske efterretningstjeneste. Den bog satte sig virkelig i mig,« siger Pia Munch Falsing.

»Man skal have lyst til at læse om et lidt tungt emne, men så er det også en bog for både kvinder og mænd.«

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER