En kommende lokalplan for en udvidelse af skateboardbanen ved Dragør Havn skal nu prøves i Planklagenævnet.
En borger har nemlig klaget over, at der ikke skal foretages en miljøvurdering. Politikerne har ellers besluttet, at det ikke skal ske, fordi lokalplansforslaget ikke har væsentlig indvirkning på det eksisterende miljø. Miljøvurderingen er blevet afvist, efter at en såkaldt miljøscreening har vist, at den ikke er nødvendig.
Men det er borgeren – der ifølge klagen bor i den gamle by nær Strandlinien – altså ikke enig i.
»Screeningen har ikke forholdt sig til indpasning og sammenhæng med eksisterende omgivelser, byens visuelle udsyn samt ud- og indsigtskiler,« hedder det blandt andet i indsigelsen, hvor klageren også peger på oplevelsen af omgivelserne, både når det handler om kulturmiljø, landskab og kystnærhed.
Ifølge planchef i Dragør Kommune Joan Jacobsen har klagen til Planklagenævnet ikke opsættende virkning. Det betyder, at kommunalbestyrelsen har mulighed for at godkende lokalplanen, uden at der ligger et svar fra Planklagenævnet, ligesom der kan gives byggetilladelse, før klagenævnet har udtalt sig.
Skaterbanen er et projekt, der har været under opsejling i adskillige år. En frivillig gruppe af borgere i Dragør har rejst midler gennem fonde og har stået for ansøgningsprocessen hos kommunen – og hvis lokalplanen som ventet bliver vedtaget inden årets udgang, vil det betyde, at skaterbanens byggeri kan komme i gang inden for relativt få måneder.
Kærlighed til havnen
Skaterbanen har været længe undervejs, siden de første planer blev luftet – og fra foreningen bag banen bliver der lagt et stort arbejde i at forsøge at imødekomme bekymringerne, som blandt andet handler om støj, indkig og brug af det offentlige område. Det fortæller Anders Find fra projektgruppen bag skaterbanen.
»Vi er meget interesserede i at gå i dialog med dem, der er kritiske over for projektet. Når vi møder dem, er det helt tydeligt, at deres kritik kommer fra den kærlighed til havnen, som vi også har. Vi har mange ting til fælles, og vi har mange fællesinteresser, men der er desværre også nogle misforståelser i forhold til skaterbanen,« siger han og understreger, at der er tænkt meget i at begrænse støjgenerne. Således vil der hverken være metal eller træ, der kan give lyd fra sig, men alene støbt beton – og støjen fra brugerne vil også blive begrænset, mener han.
»Banen bliver en udvidelse af den, der allerede ligger der, og den er placeret ved siden af legepladsen på havnen. Tanken er, at den skal henvende sig til en aldersgruppe på op til 11–12 år, så det bliver altså ikke store teenagegrupper, der hører musik, som nogle måske har frygtet,« siger han.
»Grundlæggende vil vi udvide en bane, der allerede ligger på et område, som er udlagt til rekreativt brug. De højeste punkter på banen bliver 120 centimeter høje, så man vil ikke kunne se noget, der stikker op, når man kigger ned fra den gamle by. Der er bare tale om en opgradering af en bane, der har ligget der siden 2014,« siger Anders Find, som kommer med en opfordring til alle, der er bekymrede:
»Hvis der er folk, der kritiske eller nervøse over, hvad udvidelsen betyder, håber jeg, at de vil tage fat i os på vores offentlige Facebook-side. Vi vil meget gerne svare på de spørgsmål, som folk måtte have.«
Dragør Kommune oplyser, at der ved høringsfristens udløb var kommet 64 høringssvar ind om den nye skaterbane.