Planlæg din Kulturnat-rute

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 0 min læsetid
Planlæg din Kulturnat-rute

Uanset hvor du går hen i Dragør fredag den 12. september, vil du opleve liv og glade dage. Uanset om du spadserer ned ad Kongevejen, tager en tur på Kræmmergården eller brandstationen i Store Magleby eller kigger forbi havnen.

Mange af butikkerne har længe åbent og byder på særlige aktiviteter, musik eller tilbud. Og så er der selvfølgelig museerne, der inviterer unge og gamle til at gå på eventyr.

For eksempel kan du komme om bord i Elisabeth K571, der har lagt til ved kajen ved lodstårnet, så du kan høre om kutterens dramatiske krigshistorie fra de danske jøders flugt i 1943. Du kan også besøge Dragør Museum og den gamle lodsstation, hvor der er spændende møder med fortiden og uventede oplevelser i mørket.

På Historisk Arkiv kan du gå på opdagelse i arkivets have og finde historier, der fortæller om, hvad der skete i Dragør om natten. Der er historiequiz, film samt foto- og maleriudstillinger.

Er du til fysiske udfoldelser, kan du møde både svømme- og kajakklubben ved Dragør Kajakklub og prøve at svømme i mørket. Der er også gang i den ved Det Maritime Hus, hvor UngDragør tilbyder aktiviteter.

Har du mere lyst til at dykke ned i bøger og fantastiske fortællinger, skal du forbi Badstuevælen, hvor biblioteksbilen holder.

Kunstoplevelser byder kulturnatten også på. Blandt andet udstiller og fortæller Jeppe Eisner i Kunstrepublikken, mens maler Tina Jensen og keramiker Marianne Ellegaard udstiller i Dragør Havnegalleri.

På brandstationen i Store Magleby er der aktiviteter for hele familien, hvor man kan udforske brandbilerne, prøve at slukke en brand, lære om førstehjælp og møde Ildefanten og brandfolkene på stationen.

Så sæt i gang, lav en plan, og nyd kulturnatten, som den kun kan se ud i Dragør.

Kultur og museer

Dragør Bibliotek
Klokken 18–21
Biblioteksbilen er fyldt med spændende bøger og holder ved Badstuevælen.

Kunstrepublikken
Klokken 17–21
Jeppe Eisner udstiller på Færgevej 9 en del af sine egne værker, som alle har rod i Jeppes færden væk fra Dyrehavens hjemlige himmelstrøg. Udstillingen har han givet titlen Vandkig mm. Klokken 17 og klokken 19 vil Jeppe Eisner berette om sine medbragte værker og dele fortællinger fra de rejser, som har inspireret til den aktuelle udstilling.      

Dragør Havnegalleri
Åbent frem til cirka 21
Dobbeltudstilling med maler Tina Jensen og keramiker Marianne Ellegaard

Dragør Fort
Klokken 18.30, 20 og 21.30
Claus Ehlers fortæller »Eventyret om Den Store Havfrue i Dragør«. Der vil være spændende overraskelser undervejs.

Elisabeth K571
Klokken 18–21
Elisabeth-lauget bemander kutteren, der ligger til kaj ved lodstårnet, og fortæller om dens dramatiske krigshistorie fra de danske jøders flugt i 1943, mens de fyrer op under motoren, så hele havnen kan høre dens nostalgiske, taktfaste lyd. Kulturnattens gæster er velkomne til at komme om bord og gå på opdagelse i det historiske fartøj.

Dragør Museum
Klokken 18–21
Oplev det stemningsfulde Dragør Museum, Strandlinien 4, mens mørket sænker sig udenfor. De mange genstande, der er med til at fortælle Dragørs historie, opleves i et helt anderledes lys. På førstesalen kan de modige gå ind i det helt buldermørke rum og føle sig igennem banen. Mon de møder mærkelige ting undervejs? Tør du?

Den gamle lodsstation
Klokken 18–21
Kom forbi Gamle Havn 11, hvor personalet fra 1984 er på plads og på arbejde på årets kulturnat. Gæsterne vil møde de hårdtarbejdende lodser, der i den autentiske lodsstue planlægger kommende arbejdsopgaver. Det vil være muligt at snakke med personalet imellem de presserende arbejdsopgaver.

Turistkontoret
Klokken 18–21
Kom forbi Gamle Havn 14, hvor turistkontoret byder på en turist i egen by-quiz, hvor man kan vinde præmier.

Store Magleby Brandstation
Klokken 16–21
Kom med til en spændende eftermiddag på Store Magleby Brandstation, Kirkevej 11, hvor der er aktiviteter for hele familien. Udforsk brandbilerne, prøv at slukke en brand, og lær om førstehjælp. Børnene kan møde Ildefanten og deltage i sjove lege. Du kan også møde brandfolkene på stationen og høre mere om deres arbejde som deltidsbrandmænd.

Historisk Arkiv Dragør
Klokken 1720
Besøg arkivet på Stationsvej 5. Gå på opdagelse i arkivets have, og find de historier, der fortæller om, hvad der skete i Dragør om natten. Se lokalhistoriske film i Nostalgi-bio. Prøv en historiequiz, og bliv Dragør-mester i lokalhistorie. Se arkivets maleriudstilling og fotoudstilling. Historisk Arkiv har mere end 50.000 fotos fra Dragør og Store Magleby og vil gerne have hjælp med oplysninger om billederne – måske genkender du nogen?

Glasseriet
Fra klokken 20
På Magstræde 6 bliver det glødende glas blæst op i mørke omgivelser. Der er også et særligt kulturnattilbud for dem over ti år, som vil prøve glasblæseri.

Sport og fritid

Dragør Svømmeklub og Dragør Kajakklub
Klokken 18–21
Mød Dragør Svømmeklub og Dragør Kajakklub (nede ved kajakklubben), og hør om deres hold. Der bliver budt på is, og man kan prøve at svømme i mørke i våddragt – medbring egen eller lån i klubben, og tilmeld dig under ”events” på svømmeklubbens hjemmeside. Sidst på aftenen vil et hold erfarne svømmere tage en tur i de mørke bølger med lys i havtaskerne.

Dragør Eagles
Klokken 16–18
Mød Dragørs basketklub Dragør Eagles på Dragør Skole. Her kan du prøve at spille basket med dem, og der er masser af energi og præmier til alle.

UngDragør
Klokken 17–20
Mød op ved Det Maritime Hus, hvor der er mulighed for at sejle på SUP boards og i kano samt fiske med krabbestænger og fiskenet og bruge undervandskikkerter.

Grønne Dragør
Klokken 17–18
Mød op på Lundestien, stykket mellem boldbanerne og HF Maglebylund. Bynær biodiversitet i Dragør? Kom med Grønne Dragør på smugkig til marken på Kirkevej 56, hvor der tidligere lå rullegræs. Og endnu tidligere pluk selv-jordbær. Marken har ligget brak et par år, og det har vrimlet med insekter og sommerfugle hele sommeren i de meterhøje planter, der er vokset op.

Butiks- og caféliv

EDC Living       
Fra klokken 16
EDC Living holder fredagsbar på Vestgrønningen med drinks, pindemadder og masser af hygge.                

Kræmmergården
Åbent til klokken 20.
Her er tombola med gode præmier, kaffe og kage til få penge og skarpe tilbud på standleje, der kun kan bookes i butikken.

Dragør Strandhotel
Åbent til cirka klokken 22.
Her er hygge, særligt kulturnatstilbud og musikalsk underholdning med DJ.

Ler58
Fra klokken 16.
LER58s keramiker, Laura, viser rundt i keramikværkstedet. Det vil også være muligt for børn og voksne at møde op og lege med genbrugsler. Caféen er åben 16–20.

Kongevejen:  

Barbara Maria
Åbent til cirka klokken 21
Tjek gode tilbud, og nyd at kunne shoppe om aftenen.

Boutique no. 1
Åbent til cirka klokken 21
Tjek gode tilbud, og nyd at kunne shoppe om aftenen.

East of Copenhagen
Åbent til cirka klokken 21
Tjek gode tilbud, og nyd at kunne shoppe om aftenen.

Dragør Vinhandel
Åbent til cirka klokken 21
Tjek gode tilbud, og nyd at kunne shoppe om aftenen.

Dragør Optik
Åbent til cirka klokken 21
Få et hurtigt synstjek og gode tilbud på solbriller.

Den Gamle Bager
Åbent til cirka klokken 21
Byder på hygge og kulturnattilbud.

Hallöy Café
Åbent til cirka klokken 22.
Byder på hygge og kulturnattilbud.

EMMA
Åbent til cirka klokken 22.
Tjek gode tilbud, og nyd at kunne shoppe om aftenen.

VERK
Åbent til cirka klokken 20.
Byder på italienske smagsprøver.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER