Vinterhalvåret er højsæson for indbrud i kolonihaver, så der er god grund til at se kolonihaven efter en ekstra gang.
I en pressemeddelelse opfordrer Københavns Politi haveejere på Amager til at være ekstra opmærksomme på at sikre kolonihaverne mod indbrudstyve og andre, der kunne finde på at »låne« haven i vinterhalvåret.
»Vi ser typisk, at antallet af indbrud stiger på den anden side af efterårsferien, hvor de fleste har lukket ned for vinteren i kolonihaveforeningerne, og der er færre mennesker i haverne. Det er ikke kun indbrudstyve, som er draget af kolonihaverne. Vi oplever også, at nogle borgere søger mod kolonihaverne for at finde ly for vintervejret med henblik på at bo der i de kolde måneder,« siger politikommissær Bjarke Alberts fra Københavns Politi i pressemeddelelsen.
Rod det hele til
Derfor opfordrer Københavns Politi til at passe ekstra godt på kolonihaven i de her dage, så der ikke kommer ubudne gæster. Et lille, men effektivt, greb er at sætte en ekstra lås på døren, fjerne sikringerne fra elskabet og generelt gøre huset mindre attraktivt at komme ind i. Det er nemlig ikke kun indbrudstyve, der søger mod de tomme kolonihaver.
»Det lyder måske mærkeligt, når vi anbefaler, at du fylder kolonihavehuset med møbler, roder det hele til og lader skuffer og skabe stå åbne – men dem, der søger ly for kulden, leder efter en let løsning. Så hvis du trækker gardinerne fra, gør det vanskeligt at komme ind – og der samtidigt slet ikke er hyggeligt indenfor, så er din have godt rustet til vinteren,« fortæller Lisbeth Hohwü fra forebyggelsesafdelingen i Københavns Politi.
Lisbeth Hohwü har sammen med sine kolleger i forebyggelsesafdelingen lavet en tjekliste, som man kan følge, når haven skal vinterlukkes:
Så selvom efteråret ofte byder på kulde og blæst, er det en god idé alligevel at gå en tur forbi haven eller kolonihaveforeningen – og opfordre naboerne til at gøre det samme. Aktivitet i kolonihaverne er nemlig et af de mest effektive midler, når indbrudstyvene skal holdes på afstand.
Tjekliste, når haven skal lukkes for vinteren
• Lås døre og vinduer, og sæt eventuelt ekstra låse på.
• Sæt ekstra låse på de steder, hvor der er værdier – for eksempel i redskabsskuret.
• Lad ikke en ekstra nøgle ligge på stedet.
• Træk gardiner fra, og lad skabe stå åbne, så mulige tyve kan se, at der ikke er noget at stjæle.
• Fjern tændstikker/lightere og stearinlys.
• Fjern sikringer i elskabet. Dette gør det svært at finde rundt og overnatte.
• Fjern ketchup, salt, peber, sukker, mayonnaise med videre for at forebygge hærværk.
• Fyld dine bygninger med havemøbler eller lignende, så det bliver svært at komme rundt.