Politikere i protest: Ekstrapris for metrobilletter kan ramme Dragør

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Politikere i protest: Ekstrapris for metrobilletter kan ramme Dragør
Metrostationerne i lufthavnen og på Vestamager vil fortsat være de nærmeste for beboerne i Dragør Kommune. Foto: Tim Panduro

Bureaukrati, uoverskuelighed, dyrere billetter – og frygt for privatlivets fred.

Bekymringerne er mange hos Dragørs politikere, der ved torsdagens møde i kommunalbestyrelsen formentlig vedtager et høringssvar til Transportministeriet om et nyt lovforslag, som vil gøre metrobilletter til og fra lufthavnen 20 kroner dyrere end andre billetter. Desuden vil billetter til takstzone fire – der dækker Dragør – blive tilsvarende dyrere, hvis man køber dem som en almindelig billet.

Den ekstra 20’er skal sikre økonomien bag en fremtidig metrolinje, og selv om lovforslaget tager hensyn til, at borgere i Dragør og Tårnby som udgangspunkt ikke får en ekstra regning, når de hopper på metroen, kan det alligevel ende med det. For hvis en borger i Dragør bruger en almindelig enkeltbillet til at komme hjem, vil de sandsynligvis skulle slippe det ekstra gebyr – både når de kører over lufthavnen og når de tager for eksempel 250S over kommunegrænsen udefra.

Nicolaj Bertel Riber, der er formand for By-, Miljø- og Klimaudvalget, peger også på en anden problemstilling.

»Jeg vælger selv nogle gange at cykle til lufthavnen, og en del herude bruger også samkørsel, hvor man bliver sat af i lufthavnen for at tage offentlig transport videre. De vil også med nogle billettyper skulle betale de 20 kroner ekstra,« siger han.

»Der er flere forskellige scenarier, hvor regningen er der, og jeg har ikke helt overblik over dem alle. Men man skaber et administrativt bøvl, hvor man som passager hurtigt kan komme til at begå en fejl i den kollektive trafik. Alle ved, at hvis den kollektive trafik skal være et godt alternativ til bilen, skal det være let,« siger han og peger på urimeligheden i, at det netop er Dragør Kommunes indbyggere, der må holde for:

»Fra ministeriets side glemmer man, at Dragør for mange år siden mistede sin jernbaneforbindelse direkte til København på grund af lufthavnen, og nu bliver vi så pålagt mere bøvl på grund af samme lufthavn.«

Samme tone bliver slået an i høringssvaret.

»Rejsende må navigere i forskellige apps og rejsesystemer med forskellige priser med risiko for at lave fejl og blive pålagt urimelige afgifter,« hedder det, inden det fortsætter til en bekymring for privatlivets fred.

»En rutinemæssig identitetskontrol af dragørborgere ved almindelig billetkontrol er helt uacceptabel. Kontrollen af bopælsadresse må kunne ske langt mere lempeligt eller på anden vis,« står der i svaret.

Høringssvaret slutter med en klar opfordring fra kommunen til transportministeren:

»Dragør Kommune opfordrer til at ministeriet foretager tilpasninger i lovforslaget, så de negative konsekvenser nævnt overfor undgås eller afbødes væsentligt. Lovforslagets nuværende udformning er ikke acceptabel.«.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER