Regeringens plan for kystsikring vækker håb – men meget er stadig ukendt

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Regeringens plan for kystsikring vækker håb – men meget er stadig ukendt
Nicolaj Bertel Riber og Kenneth Gøtterup glæder sig begge over regeringsudspillet – men peger på, at der er mange ubekendte. Foto: Freja Bundvad

Borgmester Kenneth Gøtterup (C) og formand for By-, Miljø- og Klimaudvalget Nicolaj Bertel Riber (A) fik mandag en bunke nyt læsestof på bordet; regeringens Klimahandleplan II, der er et udspil om rammerne for den fremtidige kystsikring af Danmark.

Dragør er – som det nok er de fleste bekendt – i fuld gang med sine overvejelser om kystsikring. De første skridt er taget i forhold til sikringen af strækningen fra og med Søvang og forbi Kongelundsfortet til kommunegrænsen mod Tårnby, og snart følger resten af strækningen frem til Kystvejen med.

Klimahandleplanens forslag om, at staten skal tage 85 procent af regningen for anlægget af diger i Danmark, vækker da også glæde hos de to politikere.

»Vi lader ikke propperne springe endnu,« siger borgmester Kenneth Gøtterup om udspillet, der endnu ikke er forhandlet på plads med de øvrige partier i Folketinget.

»Jeg er glad for, at regeringen har set de udfordringer, jeg og andre har peget på. Men inden jeg jubler helt, skal jeg se hele aftaleteksten og hvordan den bliver udmøntet,« fortsætter han.

Mange ubekendte

Socialdemokraten Nicolaj Bertel Riber minder også om, at det er et forslag og ikke en vedtaget plan.

»Med det sagt glæder jeg mig enormt meget over, at regeringen er kommet med et udspil, der på rigtig mange måder ser ud til at skulle accelerere indsatsen i kommunerne,« siger han.

Han understreger, at der er mange ubekendte i forhold til finansieringen og prioriteringerne.

»Der er meget, vi ikke ved endnu. Så vi må vente på, at det bliver behandlet i Folketinget, og så må vi tage stilling, når vi kender det endelige forslag,« lyder det fra Nicolaj Bertel Riber.

For tidligt

Af samme årsag vil han heller ikke give sit bud på, om forslaget vil gøre det lettere at opfylde Socialdemokratiets lokale ønske om den såkaldte ydre kystsikringsløsning langs Dragørs kyst.

»Det er stadig for tidligt at sige, når vi ikke kender detaljerne til bunds, og at det kun er et forslag. Men jeg håber helt ind i hjertet, at det kan bane vejen for vores lokale kystsikringsprojekt,« siger udvalgsformanden.

Samme melding lyder fra den konservative Kenneth Gøtterup.

»Det må vi se på, når vi har en aftaletekst. Vi har ikke fået at vide, hvilke økonomiske rammer, der kommer til at gælde, eller hvordan man vil hjælpe med fredningsudfordringerne,« siger borgmesteren.

I regeringens plan bliver der lagt op til, at en række projekter skal undersøges i 2026 og 2027. Dragør nævnes ikke som et af dem, og planen handler ellers om finansiering fra 2029. Til den tid er første etape af Dragørs kystsikringsplan tæt på afsluttet, hvis tidsplanen ellers holder, og borgmesteren har da også hæftet sig ved det sene startår for Klimahandleplan II.

»Det er for langt ude i fremtiden i forhold til vores procesplan: Vi er nødt til at beslutte linjeføringen i år, og der skal laves miljøundersøgelser. Men jeg vælger at betragte det som en teknikalitet, for vi føler os overbeviste om, at der bliver lavet en løsning, så projekter, der er i gang, ikke skal sættes i stå,« siger Kenneth Gøtterup.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER