Region er begejstret efter fire år med udvidet akutbehandling

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Region er begejstret efter fire år med udvidet akutbehandling
Akutbilerne er i forvejen udstyret med lidt af hvert – men hvis erfaringerne fra naboregionen bliver overført til Region Hovedstaden, skal værktøjskassen vokse. Foto: Tim Panduro.

Når Hovedstadens Beredskab pusler med planer om, at paramedicinerne fra aktubilerne i blandt andet Dragør skal kunne løse endnu flere opgaver i samarbejde med en lægeuddannet bagvagt på hospitalerne, er ideen ikke grebet ud af den blå luft.

Inspirationen kommer blandt andet fra Region Sjælland, der i fire år har haft en udvidet præhospital indsats – og det har haft stor betydning, fortæller Mads Lotzfeldt, der er paramediciner og funktionsansvarlig hos regionens akutberedskab.

»Gennem de seneste fire år har vi udvidet vores funktion, specielt i forhold til diagnostiske tiltag, hvor vi kan gøre stadig flere ting i patientens eget hjem. Det er både skånsomt for patienten og for hospitalssystemet,« siger han.

Begyndelsen på samarbejdet, der giver flere beføjelser til akutbehandleren, krævede, at man fik høvlet nogle kanter af, så faggrænserne ikke havde den samme betydning som tidligere.

»Der er jo stolte traditioner på begge sider, og det har også handlet om at sikre sig, at der ikke er noget patientkritisk i at ændre på, hvordan man gør. Så det har krævet både respekt og tillid tværfagligt,« siger han.

I dag er samarbejdet velfungerende, og det kan patienterne også mærke, vurderer Mads Lotzfeldt.

»I dag går mange af vore ture med at opsætte en relevant behandling. Det er ofte det mest rigtige for patienten at få behandling i eget hjem. Man kan ofte komme sig hurtigere over en relativt banal tilstand, når man ikke skal ind og ligge på en sengemodtagelse i lang tid, og vi bruger lang tid på at tage en ordentlig snak med borgeren om, hvad der er den bedst mulige løsning,« siger han.

Han er glad for, at Region Hovedstaden går med tanker om at trække på erfaringerne fra naboregionen.

»Vi gør meget ud af at dele vore oplevelser, for vi har stor gavn af at erfaringsudveksle på kryds og tværs. Vi vil gerne være med til at komme med forbedringer i et presset system,« siger han.

Som en sidegevinst har den udvidede præhospitale indsats øget tilfredsheden hos akutpersonalet.

»Det er meget motiverende at arbejde på den måde. Jeg kørte ambulance tidligere, og da jeg for to til tre år siden forlod ambulancen, var jeg slidt. Vi kørte rigtig meget til opgaver, der føltes som fejldisponeringer, og når vi så ser, at den ny tilgang er noget, der faktisk har manglet, og at det har en effekt, får man blod på tanden. Det har jeg personligt oplevet i høj grad.«

Et videnskabelig undersøgelse udført i samarbejde mellem Region Sjælland og Københavns Universitet bekræfter ifølge DR Mads Lotzfeldts oplevelser. Undersøgelsen viser blandt andet, at der er en markant lavere risiko for, at en patient bliver indlagt, hvis vedkommende vurderes af en paramediciner i samarbejde med en lægelig bagvagt, frem for hvis der bliver sendt en ambulance. Over halvdelen af dem, der vurderes hjemme, slipper for en indlæggelse. Ifølge DR er der ingen forskel i dødeligheden mellem dem, der bliver hentet i ambulance, og dem, der får den præhospitale vurdering af paramedicineren.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER