De elever, der bor tættest på et gymnasium, står først til at komme ind på det, hvis der er flere ansøgere end pladser. Derfor kommer unge fra Dragør altså bagerst i køen til at få deres gymnasieønsker opfyldt.
Nu er der en ny udvikling i sagen, da regionen ikke helt har afvist at lave en særregel for Dragør.
Men det er en kamp, der efterhånden har stået på i mange år, hvor borgmester Kenneth Gøtterup (C), kommunalbestyrelsen og ungdomspolitikere fra Dragør har peget på uretfærdigheden i de nuværende regler og krævet nye.
»Det gør mig trist, at vi skal blive ved med at kæmpe på denne måde for at få løst denne udfordring. Det har taget flere år, og for hvert år er der unge i Dragør, der ikke får deres ønske opfyldt. Derfor må vi også blive ved med at kæmpe kampen, selvom vi nu er på tredje–fjerde år,« lyder det fra Kenneth Gøtterup.
Sagen har været mange steder
Dragørs borgmester og hans kollegaer har haft sagen forbi Folketingets Ombudsmand, der ikke ville gå ind i sagen. I stedet blev den sendt videre til Børne- og Undervisningsministeret, som i et længere brev henviser til en lang række punkter, der understreger, at loven er, som den er – og det ændres der ikke umiddelbart ved.
Ministeriet understreger dog også, at regionerne skal have mulighed for at fastsætte supplerende lokale regler til håndtering af ansøgere i forhold til visse lokale udfordringer – som man blandt andet har gjort i Stevns på et tidspunkt.
Ministeriets åbning for regional indblanding fik borgmester Kenneth Gøtterup til at holde møde med Region Hovedstadens formand Lars Gaardhøj (A) i efteråret 2025. Han virkede positivt indstillet over for at løse Dragørs særlige geografiske udfordringer.
Og kort efter fik Kenneth Gøtterup den konservative gruppe i regionen til at stille et forslag om at se på Dragørs udfordringer i udvalget for trafik og regional udvikling.
Den regionale beslutningsproces er dog lidt kompliceret. Først skulle det godkendes på et møde, at sagen måtte komme på dagsordenen til behandling. Og så var det på et senere møde – som blev sat til den 26. november 2025 – at sagen skulle egentlig behandles.
Indstilling om at droppe sagen
Kenneth Gøtterup, der havde været så glad for, at sagen endelig kom for, blev dog træt, da han læste administrationens indstilling.
Her blev der nemlig lagt op til »at godkende, at regionsrådet ikke retter henvendelse til Børne- og Undervisningsministeriet om mulighed for lovændring, som kan betyde, at der kan indføres særregler, som giver unge fra Dragør Kommune ret til at komme ind på deres nærmeste gymnasium.«
Administrationen henviste i sin fremstilling af sagen til, at de ikke har kunnet finde lovhjemmel til at lave særregler.
Vil holde løfte til Dragørs unge
»Jeg har lovet de unge i Dragør, at jeg følger denne sag helt til dørs. Derfor var det meget frustrerende at læse, at administrationen i Region Hovedstaden pludselig indstillede til, at der alligevel ikke skal laves særregler for Dragør. Ikke mindst fordi jeg havde oplevelsen af, at vi nu var på rette vej, efter at jeg havde drøftet sagen med formanden Lars Gaardhøj, og De Konservative i Region Hovedstaden jo netop havde sat sagen på dagsordenen om at få ændret reglerne,« fortæller borgmesteren.
Han skrev derfor et hastebrev til regionsrådspolitikerne inden mødet og listede en række argumenter op for, hvorfor der er så stort et behov for, at reglerne bliver ændret. Og at de svar, Dragør netop har fået fra Børne- og Undervisningsministeriet, understreger, at der er hjemmel for at lave særregler.
»Jeg gentog igen de udfordringer, der er i Dragør, og den forskelsbehandling, de unge udsættes for. Derudover havde jeg dialog med mine konservative kollega Magnus Von Dreiager i regionen, der er helt enig i problemstillingen.«
Det regionale udvalg for trafik og regional udvikling endte den 26. november med at få ført til referat, at »udvalget er enige om at afvente eventuel ny lovgivning på elevfordelingsområdet om at kunne tage hensyn til lokale forhold og tager sagen op igen på et relevant tidspunkt«.
Tolker det positivt
Det tolker Kenneth Gøtterup dog positivt, fordi han tager det som et tegn på, at regionen mener, der er ny lovgivning eller en bekendtgørelse på vej på området.
»Gudskelov har udvalget besluttet at gå imod administrationens anbefaling, og de afventer nu ministeriets ændring af reglerne, hvorefter de vil behandle sagen igen,« siger han.
Noget helt konkret har regionen – som nu hedder Region Østdanmark og har fået nye medlemmer fra den 1. januar i år – jo ikke lovet Dragør. Men Kenneth Gøtterup vil blive ved med at følge op.
»Jeg følger sagen tæt, og så snart ministeriet har fået fremsendt nye regler til regionen, vil jeg tage kontakt til både regionsrådsformanden, udvalgsformanden og medlemmerne for, at de husker at få sagen på dagsordenen igen,« siger han.
Han vil også selv henvende sig til ministeriet igen for deres fortolkning af reglerne eller for at få bekræftet, at nye regler er på vej.