Solen skinnede. Havnepladsen var proppet. Og Dragør-borgerne spiste, drak øl, hyggesnakkede og var sammen om at heppe på landsholdet. Sådan så det ud, da der var inviteret til storskærmsarrangement på havnen i juni sidste år, hvor Danmark spillede EM-kamp mod England.
Og faktisk præcis sådan håber Simon Bonnerup Kristensen på, at der kommer til at se ud på Dragør Havn igen på fredag den 5. september, når herrelandsholdet i fodbold tørner sammen med Skotland i VM-kvalifikationskamp. Endnu en gang står han nemlig bag et gratis storskærmsarrangement for Dragør-borgerne.
»Jeg håber selvfølgelig på en gentagelse. Formålet er at samle byen på tværs af generationer og få skabt glæde og få lidt gang i byen; at man med familie, børn, venner eller gamle klubkammerater kommer ned og får en hyggelig eftermiddag og aften,« forklarer Simon Bonnerup Kristensen.
Aktiviteter fra klokken 16
Allerede fra klokken 16 er der aktiviteter for hele familien. Blandt andet kan man øve sig i at skyde på mål. Der vil også være musik og foodtrucks.
»Kampen starter først 20.45, men vi håber, at folk vil komme ned og spise aftensmad, hygge sig og nyde stemningen, og at børnene kan løbe rundt og lege,« siger Simon Bonnerup Kristensen.
Medvind til arrangøren
Han forklarer, at han i øvrigt ikke oplever, at det er besværligt at få stablet sådan et arrangement på benene. Ingen har spændt ben for, at han kunne få alle de rigtige tilladelser.
»Kommunen og forvaltningen er superpositive. TV 2 har været positive for, at vi må fremvise kampen. Og politiet er også positive. Jeg fornemmer, at Dragør gerne vil det her, og der bliver bakket op om, at der er nogle, der tager initiativ. Det gør det jo også sjovere for mig som arrangør, at der er lidt medvind,« lyder det fra Simon Bonnerup Kristensen.
Så nu krydser han – og alle, der vil være med – nok bare fingre for godt vejr.
