Dommen på syv måneders fængsel til en nu 30-årig årig mand fra Tårnby Kommune, der i maj blev dømt for et trafikdrab i Store Magleby, ligger fast.
Anklagemyndigheden har valgt ikke at anke dommen, der faldt tirsdag den 12. maj. Allerede på domsdagen valgte den 30-årige at modtage dommen efter en kort samtale med sin forsvarer. Og med anklagemyndighedens beslutning er dommen derfor endelig.
Den 30-årige blev dømt for en ulykke i april sidste år. Her kørte han en UTV – et lille terrængående køretøj – og ramte en 68-årig kvinde, der sammen med sin mand var på vej på cykel i retning af Dragør.
Påkørslen skete tæt på busstoppestedet i krydset ved Kirkevej i retning mod Tårnby. Ægteparret kørte imod den normale færdselsretning, fordi et arbejde i lufthavnstunnellen gjorde cykelstien midlertidigt dobbeltrettet.
Den 30-årige kørte med højest 37 kilometer i timen ved påkørslen, men havde kørt over for rødt og ramt et vejskilt umiddelbart inden påkørslen, der foregik på cykelstien.
Ikke vanvidskørsel
Anklagemyndigheden forsøgte at få den 30-årige dømt for vanvidskørsel og havde krævet en straf på fire et halvt års fængsel, mens forsvareren pegede på en anden domspraksis, der talte om ganske få måneder.
Dommeren og de to civile domsmænd afviste, at der var tale om vanvidskørsel, men endte i den høje ende af forsvarets påstand.
Ud over de syv måneders fængsel lød dommen på en ubetinget frakendelse af førerretten i halvandet år fra endelig dom, betaling af sagens omkostninger og betaling af en erstatning på 682.118 kroner plus rente til kvindens efterladte mand, der var vidne til ulykken på nærmeste hold.
Den 30-årige blev frikendt for at have sat ægtemanden i fare, men blev dømt for at være kørt fra ulykkesstedet.