Sauna-debat splitter Søvang

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 0 min læsetid
Sauna-debat splitter Søvang
Corona udsætter også opsættelsen af badebroen på Søvang – men op kommer den. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Illustrationer og beskrivelser af planerne for en permanent badebro med sauna i Søvang er endt med at sætte den gode tone i Søvangs interne Facebook-gruppe på prøve i de seneste uger. Ligeledes var debatten højrøstet, da der blev afholdt generalforsamling i Søvangs grundejerforening i sidste uge.

Allerede for et par år siden blev der afsat penge i grundejerforeningen til at undersøge muligheden for en ny permanent badebro med en sauna for enden. Og nu ønskede den nedsatte sauna- og badebro-gruppe at vise de foreløbige tegninger, planer og beregninger og få allokeret penge til det videre arbejde.

Men både modstandere og fortalere for projektet har diskuteret heftigt. Og begge sider høstede fuldmagter inden generalforsamlingen. Resultatet blev dog, at der var flertal for at bruge resten af de 300.000 kroner, der allerede er afsat. Plus op til 125.000 kroner for at få lavet et bedre beslutningsgrundlag at gå videre med.

Positivt eller kritisabelt?

Fortalerne for saunaprojektet har rost arbejdsgruppen for at bruge deres fritid på at udvikle gode idéer til gavn for fællesskabet. Og de hævder, at saunaprojektet vil være til gavn for hele Søvang. Ikke kun dem, der elsker at vinterbade.

Men modstandere – som Hans Christian Hansen, der har blandet sig meget i debatten og stemte imod projektet – synes blandt andet, der burde have været fremlagt flere detaljer om økonomien i projektet før generalforsamlingen.

Hans Christian Hansen er også skeptisk over for, om et sauna- og badebroprojekt overhovedet kan gennemføres. Altså om Fredningsnævnet vil give lov, og om projektet kan hænge sammen med den forestående kystsikring.

Krav på mere information

Han forklarer dog over for Dragør Nyt, at han er mere positivt stemt over for saunaprojektet efter generalforsamlingen, end han var før. For han oplevede en arbejdsgruppe, der arbejder seriøst med projektet, men samtidig kender risiciene for, at det ikke kan gennemføres.

Han mener dog stadig, han og resten af Søvang har krav på at blive informeret langt bedre om et tiltag, der vil ændre fundamentalt på økonomien i grundejerforeningen.

»Der er et voldsomt kommunikationsmæssigt underskud lige nu. Bestyrelsen kan rette op på dette øjeblikkeligt ved at gøre alle relevante materialer tilgængelige for medlemmerne,« konstaterer han.

Tager input med videre

Sauna- og badebrogruppen vil gerne vente med at give interview til Dragør Nyt, til efter at de har et mere færdigt projektforslag at præsentere.

Men både på generalforsamlingen og i Søvang-gruppen på Facebook har de givet udtryk for, at de har fået mange gode input at arbejde videre med, når de nu sætter sig ned for at blive færdige med et endeligt beslutningsgrundlag for etableringen af permanent badebro og sauna. Ikke mindst i forhold til, hvordan den fremtidige økonomi og ejerforhold i etableringen af projektet kan se ud.

Derudover udestår utvivlsomt en længere ansøgnings- og godkendelsesproces for at få lov til projektet – Fredningsnævnet har tidligere været tilbageholdende med at give tilladelse eller udstukket særlige restriktioner til projekter, der ligger i fredede eller naturbeskyttede områder – ligesom det vil skulle tænkes sammen med kystsikring.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER