En højtid så vigtig som fastelavn kræver fuld opmærksomhed – over flere dage.
Det ved man på Amagermuseet i Store Magleby, der søndag tyvstartede på fastelavnen med de traditionelle fastelavnsforberedelser, som har været på museets program i årevis.
Igen i år var der mulighed for både at tage del i tøndeslagning og fastelavnsbollepyntning – ligesom ungerne kunne pynte deres egen maske og lave et fastelavnsris. Det benyttede så mange sig af, at der faktisk blev udsolgt af de masker, der er adgangsbillet til løjerne.
For de mere historisk interesserede var der mulighed for at se, hvordan fastelavnstønderne til ridtene i Dragør på søndag og Store Magleby på mandag bliver pyntet – og for at opleve, hvordan seks-årige Agnes og 10-årige Esther blev klædt på som fastelavnsbrude. Og bare rolig – der er ikke tale om opfordringer til børneægteskaber, men blot et vidnesbyrd om, at udklædning altid har været populært. Fortidens små piger kunne blot lide at blive klædt ud i miniudgaver af de fine dragter, der blev brugt til bryllupper i den gamle hollænderby.
Og alle dem, der kan lide rigtig vinter, kunne glæde sig over et fint snedrys hen over det meste af dagen.
Amagermuseet slår igen portene op fastelavnsmandag, hvor ryttere og heste bliver lukket ind på gårdspladsen i forbindelse med fastelavnsridtet i Hovedgaden.


































