Seniorbo præsenterer planer – politikere uenige om næste skridt

F
Af Freja Bundvad
| | 0 min læsetid
Seniorbo præsenterer planer – politikere uenige om næste skridt
Stort fremmøde i Wiedergårdens festsal. Foto: Rasmus Mark Pedersen

Et velbesøgt informationsmøde om etableringen af et seniorbofællesskab i Dragør løb af stablen i Wiedergårdens festsal onsdag den 3. september. Foreningen Dragør SeniorBo fremlagde visioner, arkitektur og økonomi for det, de håber kan blive Dragørs første almene seniorbofællesskab.

»Vi er en generation, der ofte har været en del af fællesskaber og ønsker at videreføre disse – med mulighed for individualisme også, for ingen skal tvinges til noget,« lød det fra Nina Nørgaard, formand for Dragør SeniorBo, da hun bød velkommen til de mange fremmødte.

Fællesskab i centrum

Bag projektet står en initiativgruppe, der gennem flere år har arbejdet med at skabe rammerne for et ældreegnet bofællesskab i Dragør. Det konkrete projekt, der blev præsenteret, er udviklet i samarbejde med Kuben Management og Front Arkitekter og har boligorganisationen VIBO med ombord som potentiel bygherre.

Projektet tager udgangspunkt i, at Dragør Kommune sælger den kommunalt ejede grund mellem Strandjægervej og Engvej til boligbyggeri. Grunden anvendes i dag ikke til boligformål, og der findes ingen lokalplan, der specifikt regulerer bebyggelse her. Arkitekterne har derfor baseret projektets udformning på en nærliggende lokalplan for ældreegnede boliger.

Hvis kommunen vælger at stille grunden til rådighed til en pris, der gør almene boliger mulige, kan projektet realiseres med en husleje på omkring 10.000 kroner om måneden. Flere politikere har dog udtrykt bekymring for, at en lav salgspris vil betyde et tab for fællesskabet. Andre ser det som en investering i lokalsamfundet og muligheden for at fastholde ældre borgere i Dragør.

Arkitektur med omtanke

Arkitekterne Rune Ulrik Madsen og Lotte Saalbach Andersen fra Front Arkitekter præsenterede en bebyggelse, der rummer 20 boliger fordelt på to etager. Fællesskabet er tænkt som omdrejningspunkt – uden at være påduttende. Fælleshuset placeres centralt og kobler til en række fællesfaciliteter som vaskeri, væksthus og fællesterrasse.

»Vi har lagt vægt på at skabe forskellige grader af privathed i uderummene – fra offentlige zoner til mere intime gårdrum,« forklarede Rune Ulrik Madsen og fremhævede, at boligerne er orienteret, så opholdsrum vender mod fællesskabet, mens soveværelser vender mod private haver eller altaner.

Byggeriet er planlagt med bæredygtige løsninger som varmepumper og mulighed for etablering af flere elevatorer. Der er også overvejelser om gæsteværelser og fleksible boligindretninger, der kan tilpasses ændrede behov.

Hvad med økonomien?

Cheføkonom i Kuben Management, Carsten West, fremlagde et gennemregnet økonomisk eksempel for seniorbofællesskabet. Projektet opererer med en samlet anlægssum på knap 56 millioner kroner, svarende til 35.600 kr. pr. kvadratmeter, hvilket er det maksimalt tilladte for alment boligbyggeri.

Finansieringen er opdelt i tre hovedposter:

  • Et statsgaranteret realkreditlån dækker 88 procent af anlægsudgifterne
  • Kommunen skal bidrage med en grundkapital på 10 procent, svarende til 5,6 millioner kroner
  • Beboerne betaler et indskud på 2 procent

Huslejen for en bolig på 73 m² er beregnet til 10.165 kroner om måneden eksklusiv forbrug, baseret på en ydelsesprocent på 3,1 og almindelige driftsudgifter.

»Omkring København er det en rimelig husleje,« sagde Carsten West og tilføjede, at beboere med lav indkomst vil kunne opnå boligstøtte.

Byggeriet kan dog kun lade sig gøre under de særlige betingelser for almene ældrebofællesskaber, hvor beboere er berettiget til pension.

»Hvis man skulle lave et familie-bofællesskab for alle aldre, ville det ikke være økonomisk muligt i Dragør – medmindre man får grunden fuldstændig gratis,« sagde han med henvisning til de aktuelle konjunkturer.

Vil kommunen sælge?

En central forudsætning for projektets økonomi er, at kommunen sælger den kommunalt ejede grund til en pris, der gør projektet muligt. I regnestykket er der regnet med en salgspris på 4.450 kroner per kvadratmeter, hvilket giver en samlet pris på 6.986.500 kroner. Efter momsudligning vil kommunen stå med et nettoprovenu på 5.589.200 kr.

Carsten West påpegede også, at almene boliger har afledte økonomiske fordele for kommunen, blandt andet gennem kommunal udligning og potentielle besparelser på plejehjemspladser, hvis ældre kan blive længere i egen bolig.

»Man får malket statskassen så dygtigt, man kan,« bemærkede han med et glimt i øjet.

Politikernes reaktioner

En række af Dragørs lokalpolitikere var mødt op og fik hver to minutter til at kommentere projektet. Der var bred anerkendelse af SeniorBos store forarbejde og ønsket om flere boliger til ældre. Uenigheden opstod i spørgsmålet om, hvorvidt kommunen skal bidrage økonomisk – eksempelvis ved at sælge byggegrunden under markedspris – og om boligerne skal være almene, andels- eller ejerboliger.

Morten Dreyer (DF) fremhævede behovet for flere ældreegnede boliger i Dragør: »Vi har brug for flere områder med boliger til ældre.«

Henrik Kjærsvold Niclasen (V) anerkendte projektets kvaliteter, men udtrykte bekymring for kommunens økonomi: »Det skal ikke ske på bekostning af fællesskabets midler og til markedspris.«

Leif Nielsen (SF) var tydelig i sin støtte: »Jeg synes, det er et fantastisk projekt, og det kan kun gå for langsomt.«

Lisbeth Dam Larsen (M) roste projektets kvalitet og potentiale: »Stor ros herfra, og jeg skal gøre, hvad jeg overhovedet kan for at overbevise mine kollegaer.«

Kenneth Gøtterup (C) understregede, at de Konservative ønsker seniorbofællesskaber, men foretrækker en anden placering og ejerform: »Vi vil gerne have seniorbofællesskaber, men vi går efter ejerboliger.«

Else Lykke Madsen (R) udtrykte skepsis overfor almene løsninger: »Jeg ville meget gerne støtte, hvis det var andelsboliger.«

Peter Læssøe (Liste T) erklærede sin opbakning, men pegede på nødvendigheden af kommunal medindflydelse: »Vi støtter denne her idé, men vi synes også, at kommunen skal have en indstillingsret.«

Nicolaj Riber (A) bakkede op om projektet og kaldte det et solidt udgangspunkt: »Vi kan sagtens se os selv i det her projekt.«

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER