SF: Vi har reflekteret og skiftet mening

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 0 min læsetid
SF: Vi har reflekteret og skiftet mening
> AI-beskrivelse: Billedet viser en mand iført en blå- og grønternet skjorte, der sidder ved et bord i et mødelokale. Foran ham står en åben bærbar computer, en notesblok med […]

Under kommunalvalgkampen var ingen i tvivl om, at SF ønskede at beholde Enggården på kommunale hænder. Men nu har SF netop indgået en aftale med Venstre og Konservative om at indgå i forhandlinger med OK-Fonden, som de gerne ser drive Enggården som en selvejende institution.

SF’s medlem i kommunalbestyrelsen, Leif Nielsen mener, man skal være voksen nok til at indse, at man har taget fejl. Han mener dog ikke, der er tale om et løftebrud. Ej heller at SF i Dragør går imod partipolitiske principper. For de ønsker, at Enggården skal være en kommunal selvejende institution, som skal drives af en nonprofitfond – og der er ikke tale om privatisering.

»Vi må bare sige, at vi har reflekteret og er dykket lidt dybere ned i det her, og så er vi i SF’s gruppe blevet enige om, at tiden er kommet til, at der skal ske noget med Enggården. Burde man vente på flere audits? Det kunne man i teorien godt, men man kan blive ved med at vente. Det har en kæmpe betydning for vores ældre borgere, medarbejderne, de pårørende og frivillige omkring Enggården, at vi får styr på det her,« lyder det fra Leif Nielsen.

Mere indsigt førte til holdningsskift

Han lægger ikke skjul på, at han syntes, det var en brøler, at borgmesteren kun få uger før kommunalvalget begyndte at tale om andre driftsformer for Enggården. Og han tror, det blokerede en smule for, at han tog stilling til, om der faktisk kunne ligge noget fornuftigt i idéen.

Men efter at have siddet 100 dage i kommunalbestyrelsen, fået mere indsigt i økonomi, tilsyn og audits samt efter temamøde med OK-Fonden og studiebesøg hos Diakonissestiftelsen, stod SF et nyt sted.

»Så da vi for cirka tre uger siden blev inviteret til en snak med Venstre og Konservative om Enggården, gav det mening. Vi siger i øvrigt altid ja tak til en invitation. Om vi så kan blive enige, er en anden ting,« forklarer Leif Nielsen.

Lyttet til ønsker

Enige om et forståelsespapir om Enggårdens fremtid blev de tre partier. Og Leif Nielsen oplever, at der blev lyttet til SF’s ønsker til aftalen med OK-Fonden: Der skal styr på ledelsen. Arbejdsvilkår for medarbejdere skal styrkes. Og demensområdet skal styrkes.

»Vi synes, OK-Fondens værdisæt passer til det, vi gerne vil, og vi ved, de har enormt stor erfaring med at drive plejehjem på denne måde. De har også en dimension, så de vil kunne stå for at bygge og udvide Enggården, når vi får brug for ekstra pladser. Men nu ser vi, hvad der kommer ud af forhandlingerne, og så tager vi endeligt stilling,« siger Leif Nielsen.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER