Lørdag den 30. august klokken 11 til 17 forvandles Dragør Havn til et levende historisk værksted, når Skipperbyens Dag inviterer til aktiviteter og oplevelser for både børn og voksne.
Arrangementet formidler Dragørs maritime og kulturelle historie gennem lege, opgaver og fortællinger. Her kan man bygge og male sit eget sejlskib, lære at binde knob, prøve kræfter med et anker og opleve, hvor stærk man er.
Gamle sejlskibe fra Nyhavn lægger til ved havnen, og besøgende kan gå på byvandring og høre lokale historier. Der bliver også mulighed for at opleve kadrejerjoller, kutteren Elisabeth K571 og sømandssange.
Kunstinteresserede kan besøge maleren Julius Exners atelier, hvor man kan tegne efter hans billeder eller efter levende modeller i amagerdragter.