Høj hastighed på Fælledvej ved Søvang er så stort et problem, at vejstrækningen har fået en plads i »Trafiksikkerhedsplan 2024«. Det er sket, efter at forvaltningen i Dragør Kommunen har gennemgået de 17 høringssvar, der er kommet til planen.
Trafiksikkerhedsplanen sætter rammen for, hvordan det kan gøres mere sikkert at færdes inden for kommunegrænsen de kommende år, og den er netop nu på vej igennem det politiske system.
Søvang-strækningen er den eneste, der har fået en selvstændig ny plads i planen. Mere overordnet er teksten dog blevet strammet et par steder, så der er større fokus på skolebørn og den lokale ungdom. Således kommer der en tilføjelse om, at der skal arbejdes for trafikundervisning på alle klassetrin på kommunens skoler, ligesom der sættes et mål om, at der skal udarbejdes trafikkampagner, der henvender sig til unge.
Kys og kør-kaos fortsætter
Til gengæld lider flere forslag skibbrud. Blandt andet afviser forvaltningen blankt, at der kan ændres på den ofte kaotiske situation på kys og kør-pladsen ved Store Magleby Skole mod Kirkevej, hvor skolebestyrelsen ellers havde skitseret en mulig løsning.
»Umiddelbart ses intet alternativ til den nuværende kys og kør-løsning på p-pladsen Kirkevej,« hedder det i forvaltningens gennemgang af høringssvarene, hvor der blandt andet også afvises at gøre noget ved hastighedsoverskridelser på Søndre Strandvej.
»Hastigheden på Søndre Strandvej er vurderet i TP24, men har ikke et omfang, som gør, at strækningen medtages. Der er alt andet lige gode oversigtsforhold på strækningen,« hedder det.
Mange forslag, men få penge
Flere andre forslag bliver dog taget med i de generelle overvejelser, hedder det i gennemgangen.
Selvom forslag kommer med i trafiksikkerhedsplanen, er det langtfra sikkert, at de bliver gennemført. De seneste år har der været en pulje på 191.000 kroner årligt – og puljen for 2025 er allerede brugt til etablering af cykelbaner på Vestgrønningen.
Ekstraordinært er der dog en cykelpulje på 750.000 kroner, der i år kan bruges på projekter fra planen. Selve planen indeholder dog forslag for mere end 20 millioner kroner.
Forslag blev nedstemt
Da trafiksikkerhedsplanen blev behandlet – og godkendt enstemmigt – på seneste møde i Klima-, By- og Erhvervsudvalget, skulle udvalget samtidig tage stilling til to forslag fra liste T.
Det ene gik på, at der skal udarbejdes en konkret trafikvejledning med fokus på børns rute til skole og institution. Liste T var de eneste, der stemte for, mens Sydamagerlisten undlod at stemme. Venstre, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti stemte imod.
Samme stemmefordeling sænkede det andet forslag. Her foreslog liste T, at kommunen – på borgernes initiativ – skal indgå i dialog og i medfinansiering af hastighedszoner i boligkvartererne.
Trafiksikkerhedsplanen skal endeligt behandles på kommunalbestyrelsens møde torsdag den 27. februar.