Der var boblende cremant i glassene og store is i vafler og bægre, da sognepræst Julie Kaas søndag formiddag blev fejret af menighedsrådet ved Store Magleby Kirke.
Her holdt Julie Kaas sin afskedsprædiken ved søndagens højmesse, efter at hun i 12 år har været en af kirkens tre præster – og det blev altså markeret med en festlig sammenkomst på kirkegården.
Julie Kaas havde blot været præst i et års tid, da hun tiltrådte en 60-procentsstilling i Store Magleby. Nu skifter hun den ud med en fuldtidsstilling som sognepræst i Solbjerg Kirke på Frederiksberg – med egen præstebolig og i øvrigt blot et par hundrede meter fra, hvor hun bor.
Afgangen til Frederiksberg blev markeret med en venlig stikpille fra hendes kollega i Store Magleby, Andreas Wille.
»Vi er nogle, der synes, at Store Magleby er det eneste rigtige sted at være. Men vi håber, at du tager noget videre med herfra,« sagde han blandt andet i sin kærlige afskedstale til kollegaen.
Også formanden for menighedsrådet, Carsten Brink, var omkring det lokales betydning.
»Man kan tage præsten ud af Store Magleby, men forhåbentlig kan man ikke tage Store Magleby ud af præsten,« sagde han inden han overrakte hende en gave fra kirken.
»Vi kunne have givet dig en amagerhylde, eller et gavekort til en tatovør, så du kunne få en amagerplade,« sagde han, inden gavepapiret faldt og afslørede en traditionel Store Magleby-tøndestok.
Julie Kaas, der blev valgt blandt 53 ansøgere til stillingen på Frederiksberg, havde ganske vist givet udtryk for, at hun ikke var meget for de store markeringer.
»Men jeg er meget glad for, at så mange er mødt op,« fortalte hun til Dragør Nyt på dagen.
Det var til gengæld med tunge skridt, at hun måtte træde ned fra prædikestolen i Store Magleby Kirke for sidste gang.
»Det var vemodigt. Jeg er groet godt fast i prædikestolen, og kirken har formet mig meget. Så jeg tager meget med herfra. Men jeg glæder mig også til at prøve noget nyt,« sagde Julie Kaas, der for 12 år siden blev indsat i embedet ved høstgudstjenesten, som i Store Magleby fejres med traditionelle egnsdragter.
»Det år var der også en hestevogn med Christian II og Dyveke, så jeg nåede at tænke over hvad i alverden, jeg var havnet i,« fortalte hun.
Det var nu ikke hverdagskost i kirken – men det traditionsbevidste lokalsamfund har gjort indtryk gennem årene.
»Det er unikt. De mennesker vi møder, har ofte brugt kirken gennem mange generationer. Man kan kun være ydmyg over at have fået lov til at passe på deres kirke. Det er en meget stærk historie, og Store Magleby er virkelig et unikt sted,« lød det afslutningsvis fra Julie Kaas.
