Læs en bog, mens du spiser en is. Læs en bog på et andet sprog. Læs en bog udenfor.
Det er nogle af de læseudfordringer, man kan møde på Dragør Bibliotek hele sommeren. Sammen med landets andre folkebiblioteker er biblioteket nemlig en del af læsekampagnen Sommerbogen.
Det fortæller biblioteksleder Pernille Sonne.
»Vi vil gerne hjælpe skolebørnene til at huske at læse bøger i løbet af sommeren. Både fordi vi risikerer, at børnenes læsefærdigheder tager skade af en lang pause, og fordi vi gerne vil give børnene nogle gode oplevelser med litteraturen,« siger hun til Dragør Nyt.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Læs – og spis is – sammen
Gennem mere end 20 år har Sommerbogen været et fast element på mange af landets børnebiblioteker – også i Dragør.
Kampagnen, der i år løber fra fredag den 13. juni til lørdag den 16. august, består af ti sjove læseudfordringer, som børnene skal løse, og så skal de også skrive tre korte boganmeldelser.
»Børnene får et udfordringsark med skøre eller sjove ting at gøre med deres læsning. Opgaverne har forskellige sværhedsgrader – det er nok lettere at læse en bog udenfor end at læse på et andet sprog. Og alle bøger tæller. Det må også gerne være tegnerserier og billedbøger,« forklarer Pernille Sonne.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Nogle udfordringer kan man endda løse på biblioteket hver lørdag hele sommeren, eksempelvis bliver der en dag serveret is, mens man læser. Læsning må nemlig meget gerne være noget, vi gør sammen, understreger bibliotekslederen.
»Vi skal understøtte – eller genskabe – en læsekultur. Hvis man kun læser alene, kan det blive ensomt. Men det behøver det ikke at være. Læsning kan også være socialt. Man kan læse sammen, man kan lege på basis af bøger.«
De første 100 børn, der henter et ark, får en lille gave, og alle børn, der gennemfører udfordringerne – inklusive de tre små anmeldelser – og afleverer arket på biblioteket, får en boggave.
Alle deltagere er også med i en landsdækkende konkurrence, hvor der trækkes lod om retten til at tømme en boghandel på fem minutter.
Nu også for voksne
Som noget nyt er der i år også en Sommerbog-kampagne for voksne. Forældre, bedsteforældre, lærere, pædagoger, bibliotekarer, journalister og mange andre er derfor også velkomne på Dragør Bibliotek.
For de voksne er vigtige for børnenes læsning.
»Vi har talt meget om børns manglende interesse i – eller modvilje mod – at læse. Og når forskerne har spurgt børnene, hvad der skal til for, at de skal læse mere, så peger de på voksne rollemodeller; at det betyder noget at se forældre og bedsteforældre læse, og at de har voksne at tale med om de bøger, de læser,« forklarer Pernille Sonne.
De voksne, der deltager i Sommerbogen, skal løse samme udfordringer som børnene. De deltager ikke i den landsdækkende konkurrence, men på Dragør Bibliotek synes man også, at de voksne skal have en gulerod, så de trækker lod om et gavekort til en boghandel, når sommeren går på hæld.
Så burde der ikke mangle gode grunde til at åbne en bog i sommerferien. Gerne udenfor, imens man spiser en is.
Sådan deltager du i Sommerbogen
Besøg Dragør Bibliotek, og hent et sommerbogsark med udfordringer
• Lån og læs tre bøger.
• Udfyld tre anmeldelser – løs ti udfordringer.
• Aflevér det udfyldte udfordringsark på biblioteket senest lørdag den 16. august, så får du en bog.
• Du er også med i lodtrækningen om tre hovedpræmier, hvor du kan få lov at tømme en boghandel på fem minutter.
Du kan finde idéer til bøger på bibliotekets hjemmeside.