Der var god gang i spørgelysten blandt de omkring 130 mennesker, der mandag eftermiddag mødte op til borgermøde om primært statens, men også kommunens kystsikringsplaner for blandt andet Dragør. Her er et udpluk af de spørgsmål og svar, som dukkede op på mødet.
Et nyligt forskningsprojekt har sandsynliggjort, at havstigningerne i år 2100 vil kunne være tre meter – og ikke den ene meter, man indtil videre har regnet med. Det fik en herre til at spørge til, hvordan man forholdt sig til den undersøgelse.
»Udgangspunktet for designvandstanden i vores projekt er en arbejdsgruppe, med blandt andet folk fra Kystdirektoratet og Danmarks Meteorologiske Institut. De har taget udgangspunkt i oplysninger fra det internationale klimapanel. Jeg siger ikke, at de andre havstigninger ikke kan komme, men vi har lagt vægt på det, de danske statslige institutioner siger,« fortalte Claus Dynesen, der er projektleder på statens kystsikringsprojekt, som ledes af Sund & Bælt.
En anden spørger var nysgerrig på, hvordan selve Øresundstunnellen var tænkt ind i kystsikringen.
»Den har Øresundsbro Konsortiet tænkt på. Der er allerede lavet en forhøjelse af diget på Kastrup Halvø, og de vil lave en tilsvarende om tunnelen på Peberholm,« beroligede Claus Dynesen.
»Vi hører statsministeren sige køb, køb, køb, når det handler om forsvaret, hvor man kan springe EU-udbud over. Hvis vi bruger så mange penge på forsvar, og i mellemtiden ikke har så meget land til overs at forsvare, vil det måske give mening at sige det samme om kystsikringen,« kommenterede en tilhører.
»Det vil mange sikkert gerne have, men vi vil også have konkurrencemæssigt gode priser og en miljømæssig tankegang. Uanset kan det kun ske, hvis Folketinget beslutter det,« svarede Claus Dynesen.
En tilhører spurgte til det kommunale projekt, hvor man arbejder med en kortsigtet løsning, der efter 2050 måske skal suppleres med en mere indgribende løsning med blandt andet højvandsporte ved havnen. Vedkommende ville høre, hvad der i givet fald skulle ske med resterne af det til den tid gamle kystsikringsprojekt.
Projektleder på det lokale projekt, Lise Holm, kunne fortælle, at de finere detaljer om næste generation af kystsikring efter 2050 endnu ikke var på plads.
»Vi er slet ikke kommet så langt, at vi kigger på, hvad der skal ske på den indre løsning. Det kan være ting, der kan pilles ned, eller det kan være elementer, der skal kunne integrereres i byrummet som byinventar. Men vi ved det ikke endnu,« svarede hun.
