Staten og lufthavnen bliver ansvarlig for planlægningen af lufthavnens udvidelse

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Staten og lufthavnen bliver ansvarlig for planlægningen af lufthavnens udvidelse
Lufthavnen vil have plads til flere flyvninger – og nu overtager den selv ansvaret for planlægningen af udvidelsen indenfor hegnet. Foto: Tim Panduro

Den storstilede udvidelse af Københavns Lufthavn, som skal gøre plads til millioner flere passagerer inden for det nuværende lufthavnshegn, kommer ikke længere under kommunernes opsyn.

I stedet bliver det den statslige Plan- og Landdistriktsstyrelse, der skal være ansvarlig myndighed og stå for det praktiske planarbejde i samarbejde med Københavns Lufthavne A/S. Det har Plan- og Landdistriktstyrelsen for nylig meddelt i et opslag på dens hjemmeside.

Kontorchef Christina Aagesen fra Plan- og Landdistriktsstyrelsen oplyser i et skriftligt svar, at »styrelsen vil inddrage kommunerne i arbejdet, og de vil få mulighed for at kommentere og komme med inputs undervejs i processen. Endvidere vil der ske inddragelse af kommunen i forbindelse med de officielle høringer.«

Normalt skal kommuner lave lokalplaner, når der skal ske ændringer inden for kommunegrænsen, men specielt ved helt store projekter kan staten overtager beføjelser fra kommunerne. Det er blandt andet sket ved Fehmern-forbindelsen og etableringen af Lynetteholmen.

Borgmester ikke bekymret

Dragørs borgmester, Kenneth Gøtterup (C), er da heller ikke bekymret over, at kommunerne mister kompetencen til at lave lokalplaner for lufthavnsområdet. I forvejen lå denne kompetence i Tårnby.

»Det er almindelig praksis ved planarbejde ved sådan et projekt, så fra et kommunalt perspektiv er det ikke bekymrende,« siger borgmesteren.

»Der, hvor vi skal fastholde et kommunalt pres, er i høringssvar, hvor vi skal holde fast på begrænset flyvning fra og til tværbanen og flytningen af den i retning mod Dragør.«

Selvom kommunerne med ændringen bliver reduceret til myndigheder med høringsret i stedet for planlæggende myndigheder, er forskellen begrænset, siger borgmesteren.

»Lufthavnen har altid haft mulighed for at lave et ‘call-in’, der ville ændre de kommunale beslutninger. Så vi skal hæfte os ved det positive i, at kommunerne vil blive indkaldt til dialog. Vi har også fået en indkaldelse til særskilte møder om støjkonsekvens, som skal foregå på embedsmandsniveau.«

»En generel tendens«

Juraprofessor hos Center for Erhvervsret og Offentlig Regulering på Københavns Universitet Rasmus Grønved Nielsen understreger, at der juridisk ikke er noget galt i, at staten overtager beføjelser fra kommunerne i store sager som lufthavnsudvidelsen.

»Set lavpraktisk giver det god mening, når lufthavnen er en statsejet virksomhed. Det ville være en særlig situation, hvis en kommune blokerede for noget, som staten gerne ville gennemføre,« siger han.

»Man kan se det i lyset af en generel tendens til, at lovgivningsmagten i stigende omfang fraviger den normale kompetencefordeling. Man har senest lavet en lov om, at forsvarsministeren kan overtage kompetencer fra kommunerne i forbindelse med anlæg, der har betydning for statens sikkerhed og rigets forsvar. Man fraviger det normale, fordi man ønsker maksimal fleksibilitet og hurtig effektuering,« siger han.

»Det kan virke brutalt og voldsomt, når det sker, fordi de afviger fra normen.«

Juraprofessor Rasmus Grønved Nielsen

Kompetenceoverdragelser sker som regel i arbejdet med eller optakten til en anlægslov.

»Det er lidt en dansk specialitet, at man vedtager en anlægslov, som skræddersyr løsningerne på lovniveau. Formålet er at skabe maksimal fleksibilitet, når Folketinget for eksempel vil lave en motorvej. Folketinget har meget vide rammer, når det handler om at overdrage kompetencer, fordi grundloven kun i meget begrænset omfang regulerer det, og fordi EU-lovgivningen generelt overlader det til medlemsstaterne selv at tilrettelægge den slags processer,« siger professoren.

»Det kan virke brutalt og voldsomt, når det sker, fordi de afviger fra normen. Men der er som udgangspunkt ikke noget at gøre ved det, når de folkevalgte politikere i Folketinget har taget sådan en beslutning – ud over at give sin mening til kende ved folketingsvalg,« lyder det fra Rasmus Grønved Nielsen.

Dragør Nyt har forsøgt at få et interview med en repræsentant fra Københavns Lufthavne A/S om lufthavnsudvidelsen og de lokale konsekvenser, men indtil videre uden held.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER