Da statsminister Mette Frederiksen besøgte Naturpark Amager på Kalvebod Fælled under en af hendes landsdækkende gåture, fik Dragør Nyt mulighed for at stille hende et par spørgsmål efter gåturen.
Avisen valgte at høre til statsministerens tanker om et emne, der fylder meget lokalt, især efter at kommunalbestyrelsen tidligere på sommeren besluttede at droppe fjernvarmeprojektet: Nemlig fremtidens varmeforsyning.
Ifølge regeringens klimaaftale fra 2022 skal brugen af gas til privat boligopvarmning udfases senest i 2035. Men siden aftalen blev indgået, har flere politikere – blandt andre Venstres formand Troels Lund Poulsen og klima- forsynings- og energiminister Lars Aagaard (M) – sået tvivl om, hvorvidt datoen stadig gælder.
I klimaaftalen fra 2022 står der, at gas til privat opvarmning skal udfases fra 2035. Nu er der kommet lidt forskellige meldinger fra de to andre regeringspartier om, hvorvidt det stadig er tidshorisonten. Hvad siger du?
»Vi har den aftale, som betyder, at vi skal udfase gassen. Og det er jo først lavet om, når vi er enige om at lave en aftale om. Jeg synes stadigvæk, det er fornuftigt at udfase gassen,« lød Mette Frederiksens svar.
Hvis gassen bliver udfaset, vil man så fra statens side yde økonomisk støtte til alternativer de steder, hvor fjernvarmen er blevet nedstemt – som i Dragør?
»Nej, jeg står ikke sådan lige og betaler en specifik regning for Dragør. Det kan jeg slet ikke som statsminister. Det kunne være fedt – og dog ikke, hvis man lige tænker det igennem – hvis jeg gjorde det alle steder,« konstaterede statsministeren.
»Når man omlægger til fjernvarme, kræver det både lokalt engagement og lokale investeringer. Jeg ved ikke, hvorfor man har fravalgt det i Dragør, men det er ikke sådan, at staten bare tager over,« tilføjede hun.
Fjernvarmeprojektet i Dragør blev droppet af kommunalbestyrelsen i juni 2025, blandt andet fordi for få borgere havde tilmeldt sig. En økonomisk vurdering viste desuden, at projektet var underfinansieret og præget af stigende anlægsudgifter. Mette Frederiksen pegede på, at prisstigninger er et generelt problem for store anlægsprojekter – ikke kun i Dragør.
»Det er et globalt problem, og det er et problem for næsten alt byggeri, at alting er blevet dyrere – ligesom fødevarerne er,« lød det.
På trods af stærke formaninger fra statsministeriets pressekorps om et loft på to spørgsmål per journalist, fik Dragør Nyts reporter sneget et afsluttende – omend ikke varmerelateret spørgsmål – spørgsmål med:
Har du haft skridttæller på i denne uge, når du nu har gået så mange ture?
»Nej. Men jeg tror, jeg har gået ret mange skridt,« nåede Mette Frederiksen at svare, inden hun blev gennet ind i en ministerbil.