Mandag den 31. marts lagde en delegation fra Israel vejen forbi Wiedergården for at besøge Dragørs Aktivitetshus.
Besøget var led i et fagligt udvekslingsprogram om aktiv aldring og frivilligt engagement.
Næsten 30 personer fra forskellige dele af Israel deltog i besøget, hvor de fik mulighed for at opleve, hvordan Aktivitetshuset i Dragør arbejder med at skabe rammer for et aktivt ældreliv.
Artiklen fortsætter efter billedet.

»Flere af dem har været her før og siger, at det altid er en stor inspiration, når de kommer her,« fortalte leder af aktivitetshuset, Emily Drageskov.
Imponerede gæster
Delegationen blev budt velkommen af Dragørs borgmester, Kenneth Gøtterup (C), som indledte dagens program. Derefter fulgte en præsentation af huset samt en rundvisning, hvor gæsterne blev introduceret til husets mange aktiviteter og faciliteter.
Ifølge Emily Drageskov var gæsterne særligt imponerede over både husets størrelse og det stærke frivillige engagement, som præger dagligdagen på Wiedergården.
Flere af de besøgende kunne genkende brugere og medarbejdere fra tidligere besøg.
Artiklen fortsætter efter billedet.

»De kunne huske, at da de gik rundt, kunne de jo genkende nogle af dem, de havde mødt for et par år siden, da de var her sidst,« sagde hun.
Brugerne af huset spillede en vigtig rolle under besøget.
»De tog rigtig godt imod delegationen. Brugerne stiller altid op og er klar til at fortælle levende om det, de sidder med, men også at vise de ting frem, som de laver,« forklarede Emily Drageskov.
Hun understregede samtidig, at brugernes engagement er afgørende for at give gæsterne et indtryk af det livlige miljø.
Besøget varede knap tre timer, og ifølge Emily Drageskov var det et vellykket arrangement med gensidig interesse og inspiration.
Inden for det seneste år har der været to delegationer fra Frankrig, en fra Japan og to fra Israel for at blive inspireret af forholdende på Wiedergården.







