Bente Thers blev den 26. september hyldet i Hollænderhallen for sin store indsats med frivilligt arbejde.
Både kulturelt og sportsligt har Bente gjort sig fortjent til prisen.
Der blev nævnt mange ting, som Bente har været engageret i, men langt fra det hele.
På det sportslige område har Bente blandt andet været aktivitetsleder for bordtennis i cirka 20 år på Wiedergården og gav først stafetten videre sidste år i en alder af 88 år.
Jeg synes dog, at den vigtigste indsats fra Bente består i hendes store vilje til at glæde andre med sit harmonikaspil; vores sangskat bliver holdt i live af personer som Bente.
Desuden har både blindesamfund og borgere på plejehjemmet nydt godt af Bentes underholdning. Selv juleaften, hvor de fleste har travlt, kunne Bente afsætte tid til at møde ind på plejehjemmet og være til glæde for syge og gamle med sin musik. Især juleaften sidder mange på plejehjemmet og mindes en tid, hvor de var sammen med familien. Kontrasten er stor.
Derfor mener jeg, at det er her, Bente har ydet den største og vigtigste frivillige indsats for andre. Det er meget velfortjent, at Bente modtog den fine pris. Stor tak til Bente!