Op mod 2.500 bæredygtige boliger på markerne mellem Fælledvej og Kalvebodvej ved Søvang.
Sådan lyder drømmen fra et hold udviklere, der i sommer opkøbte to landejendomme på netop Fælledvej.
En aktindsigt viser, at 02-projektet, som byggeriet er blevet kaldt, er blevet præsenteret for både forvaltningen og borgmester Kenneth Gøtterup ved to møder i februar. Kommunalbestyrelsen er også blevet orienteret skriftligt. Dragør Kommune har dog meddelt udviklingsselskabet bag, at der ikke bliver sat gang i et planarbejde – området er nemlig underlagt støjrestriktioner, der gør, at der ikke må bygges.