Røgen stiger op over Store Magleby. Kirkeklokkerne bimler og bamler for at indkalde beredskabet. Hver eneste beboer er beredskabet. Og tiden er knap.
Året er 1809. En voldsom brand starter i degnens hus ved siden af kirken i Store Magleby, og blæsten spreder gløder fra stråtag til stråtag.
Det er en af de mest katastrofale brande i lokalhistorien. I dag er det et vigtigt stykke af lokalhistorien og en af de afgørende årsager til, at byen ser ud, som den gør.
Under historieløbet for udskolingsklasserne i Dragør lærer eleverne om den historiske begivenhed lige dér, hvor den udspillede sig for mere end 200 år siden.
En rejse i tiden
Det årlige historieløb i Dragør bringer historien til live for 7., 8. og 9. klasserne på alle tre skoler. I et samarbejde mellem Museum Amager, Dragør Bibliotek og UngDragør skal eleverne gennem et posteløb, hvor klasserne dyster mod hinanden, mens de bliver klogere på lokalhistorien.
Gennem ni poster skal de træne deres brandberedskab og lære om fortidens Store Magleby. Ved hver post uddeles point for viden og samarbejde, og der er en præmie på 2.000 kroner til klassekassen på spil. Men historieløbet er ikke bare en konkurrence. Det er en rejse tilbage i tiden, og hver post er en scene, hvor ansatte og frivillige i kostumer lever sig ind i et stykke af historien og inviterer eleverne til at spille med.
Årets løb startede i den høstfestpyntede Store Magleby Kirke, hvor Martin Sleimann fra UngDragør og historiker Christian Aagaard fra Museum Amager bød eleverne velkommen. Christian Aagaard fortalte om brandene i Store Magleby, som hærgede byen i begyndelsen af 1800-tallet.
Den lørdag i 1809 nedbrændte 30 gårde og 16 huse på få timer.
Efter det historiske foredrag skulle eleverne agere indbyggere i den brandhærgede by. De skulle forestille sig at gå rundt imellem ruinerne, der stadig røg, og gløderne, der stadig ulmede.
Viden, udholdenhed og samarbejde
Nogle af posterne krævede, at man hørte godt efter under morgenens oplæg i kirken, andre krævede styrke og udholdenhed, mens samarbejde var afgørende for at lykkes i de fleste.
Ved en af posterne skulle eleverne transportere vand fra branddammen. På den anden side af dammen skulle eleverne prøve at betjene museets gamle brandpumper.
I år deltog også Store Magleby Brandstation, som stillede op med brandfolk og brandbil. Her fik eleverne udleveret forskellige sedler med udsagn på. Der kunne stå »denne kan bryde gennem en dør« eller »denne kan løfte en lastbil«. Eleverne skulle herefter kravle rundt i brandbilen og sætte sedlerne på de rigtige redskaber.
På bibliotekets post handlede det om tro og overtro. Her skulle eleverne digte små besværgelser og vers, som skulle beskytte dem mod brand. Der var også en genstandspost, hvor eleverne skulle gætte, hvad forskellige historiske genstande blev brugt til, og en kronologipost, hvor eleverne skulle sætte forskellige historie brande i kronologisk rækkefølge. Hvornår brændte Christiansborg? Den franske skole? KB-hallen? Svinkløv Badehotel? Børsen?
I museets sommerkøkken skulle eleverne gennemføre en forhindringsbane med bind for øjnene. Forhindringsbanen foregik helt nede ved jorden og gik under borde og bænke, så de kunne forestille sig, hvordan de skulle bevæge sig igennem det brændende køkken uden at kunne se eller rejse sig op i røgen. Eleverne skulle samarbejde sig igennem køkkenet ved at føle sig frem og guide hinanden.
Brandene formede Store Magleby
Efter de store brande i begyndelsen af 1800-tallet kom byen til at se anderledes ud.
Det fortalte Christian Aagaard under sit foredrag.
Mange bygninger var brændt eller revet ned i et forsøg på at redde de resterende huse. Husene og gårdene lå så tæt, at man var nødt til at lave et brandbælte ved at rive huse ned for at forhindre ilden i at sprede sig til det næste tag.
Efter de omfattende skader erkendte man, at det ikke var hensigtsmæssigt at have stråtækte huse liggende side om side. Derfor blev flere af byens huse ikke genopført, imens gårdene blev bygget ud på markerne med mere luft omkring dem.
Dermed lærte eleverne ikke kun noget om tiden dengang, men også om fortidens begivenheder, og hvordan de har påvirket den by, de bor i nu.
Under tirsdagens løb vandt 8. A fra Dragør Skole, onsdag vandt 9. C fra Store Magleby Skole, og torsdag vandt 9. C fra Nordstrandskolen.









