Forening siger ja til at købe biograf – nu skal aftalen i hus

T
Af Tim Panduro
| | 5 min læsetid
Forening siger ja til at købe biograf – nu skal aftalen i hus
Sagen mødte enorm interesse – så et telt ved Dragør Fort måtte i brug, da borgerforeningens egen bygning ikke havde stor nok kapacitet. Foto: Torben Stender.
Resten af sommeren er der film, foredrag, café og butik i den gamle biografbygning. Læs mere på side 9. Foto: TorbenStender.
Biografen i Dragør kan genopstå efter beslutning i borgerforeningen. Arkivfoto: TorbenStender.

Dragør Bio er meget tæt på at kunne genopstå.

Onsdag aften sagde et overvældende flertal på 87 procent af de fremmødte ja til, at Dragør Borgerforening skal købe biografbygningen på Jan Timanns plads, så Dragør Biografforening kan leje sig ind i bygningen.

Den ekstraordinære generalforsamling skulle have været holdt 30. juni, men måtte udskydes på grund af en usædvanlig stor interesse for at deltage. Der var ganske simpelt ikke plads til alle de tilmeldte i borgerforeningens lokaler i Beghuset, så generalforsamlingen måtte flyttes fra borgerforeningens egne lokaler til Dragør Fort. I alt 192 af foreningens 750 medlemmer mødte op – et usædvanligt stort antal, fortæller Flemming Aunel, der er en af borgerforeningens initiativtagere til projektet. Ifølge ham var der både blanke stemmer og nejstemmer blandt de sidste 13 procent af stemmerne.

»Det er fedt, at der er så stor en tilslutning. Undervejs i generalforsamlingen var der en masse gode spørgsmål og god opbakning. Enkelte mente, at vi ikke skulle købe biografen, men flere tidligere nejsigere havde også flyttet sig over på ja-siden,« siger han.

Ja’et på den ekstraordinære generalforsamling er et vigtigt formelt skridt – men noget endnu vigtigere mangler, før en genåbning kan blive en realitet.

»Vi skal have bygningen købt. Sælger skal jo også synes, at vi har de rigtige vilkår. Vi har talt sammen løbende, men man er aldrig helt sikker, før der er en underskrevet kontrakt. I løbet af den kommende tid skal vi have det hele på plads. Mange skal sidde under samme tag og blive enige,« siger han.

Når købsaftalen bliver underskrevet venter flere udfordringer. Der skal søges fondsmidler til den dyre renovering, og der skal udarbejdes arkitekttegninger og byggetekniske beregninger, så renoveringen kan falde på plads.

»De mest optimistiske bud lyder på, at biografen kan genåbne om seks-otte måneder. Men jeg tror mere på, at det tager et lille års tid,« siger Flemming Aunel.

Selve biografen forventes at koste omkring 3,5 millioner kroner, mens en lejlighed på førstesalen efter planen skal sælges særskilt. Dertil kommet et større millionbeløb, der skal gøre biografen tidssvarende – og efter planen også skal supplere lærred og nye sæder med en scene, der kan bruges til forskellige arrangementer.

Biografen åbnede på Jan Timanns Plads i 1928 – tre år før den første danske film med lyd afløste stumfilmene – men måtte lukke i 2023, da en manglende langtidskontrakt gjorde det umuligt at rejse penge til en stærkt nødvendig renovering. De sidste ni år blev biografen drevet af en frivillig forening, der siden har kæmpet for at få liv i biografen – et projekt, der nu er kommet meget tættere på at blive realiseret.

Det bliver da også biografforeningen, der skal stå for driften af biografen.

Biografforening glæder sig

Hos Dragør Biografforening har medlemmerne fulgt beslutningsprocessen hos borgerforeningen – og ser med glæde på, at så mange medlemmer stemte ja til købet.

»Det er fantastisk, at der er så stor opbakning til en biograf i Dragør. Og vi er taknemlige for, at vi har en borgerforening, der går ind i det og gør det her for byen,« siger Mette Jansen, formand for Dragør Biografforening.

»Det er dejligt, at vi er to foreninger, der sammen vil skabe kulturoplevelser og fællesskaber. Det er jo det, en biograf kan,« siger hun.

Hun glæder sig til, at biografforeningen igen kan komme til at vise premierefilm. Derudover planlægger de, at biografen også skal kunne være hjemsted for foredrag, musik og andre kulturelle arrangementer.

»Det handler om at være visionær på Dragørs vegne. Og vi vil jo samarbejde med alle andre kulturinstitutioner i byen. Men ja, det er bare så skønt, at Dragør får en biograf igen. Men det er selvfølgelig noget, der tager tid, og nu skal vi ind i hele udviklingen og renoveringen. Men det skal nok gå. Og så håber vi, alle vil være tålmodige, følge med i arbejdet og glæde sig til det fællesskab om filmene, vi kan få igen i den nye biograf,« siger Mette Jansen.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER