Det er næppe en helt dårlig følelse, når valgresultatet er talt op, og man kan konstatere, at man er den mest populære politiker i kommunen – eller at ens parti er det største.
Men populariteten i form af personlige og partimæssige stemmetal er ikke ensbetydende med en borgmesterpost i Dragør.
Med 15 pladser i byrådet skal man kunne tælle til otte mandater for at have den mindst mulige brugbare opbakning til at indtage kommunens højeste embede. Siden årtusindskiftet har intet parti eller liste i Dragør opnået det antal mandater alene – og det åbner for, at der kan blive indgået konstitueringsaftaler rundt om det mest populære parti og de mest populære kandidater.
Ifølge lex.dk er det i fire ud af fem tilfælde det parti, som får flest stemmer, der også lander på borgmesterposten. Den statistik er dog betydeligt mere usikker i Dragør, hvor det faktisk kun har været tilfældet ved to af de seks valg, der indtil videre har været i dette årtusind.
Det fik Liste T’s Birgitte Rinhart som den første at mærke i 2001. Med 873 personlige stemmer var hun kommunens mest populære politiker – og med borgmestertitlen siden 1994 og en status som største parti var statistikken som sådan med hende. Men den konservative Asger Larsen lavede aftaler rundt om Liste T og fik borgmesterposten, selvom han »kun« var den næstmest populære kandidat, og hans parti målt på stemmer var det tredjestørste.
Asger Larsen voksede i popularitet og opnåede 1.365 personlige stemmer ved næste valg i 2005. Hans parti blev størst med en tredjedel af alle stemmerne. Men konstitueringen gjorde i stedet socialdemokraten Allan Holst til borgmester.
Han blev topscorer i 2009 og fortsatte på borgmesterposten, men han blev vippet af pinden i 2013. Ikke af Peter Læssøe fra Liste T, der var personlig topscorer med 861 stemmer og repræsenterede det parti, som med 22,4 procent af stemmerne havde sikret sig størst vælgeropbakning, men af Eik Dahl Bidstrup fra Venstre, der var det fjerdestørste parti.
Borgmestereffekten viste sig i 2017, hvor Eik Dahl Bidstrup var mest populær med 929 personlige stemmer, selvom Liste T fik flest stemmer samlet set. Borgmesteren fortsatte på posten, men han trak sig i utide for et job som fagforeningsboss i sommeren 2021.
I november samme år var der valg igen. Her var topscoreren den nusiddende borgmester Kenneth Gøtterup fra Det Konservative Folkeparti, der også blev kommunalbestyrelsens største parti.
Her er topscorerne – og sådan gik det dem
2021: Kenneth Gøtterup (C) med 838 stemmer og største parti – fik borgmesterposten.
2017: Eik Dahl Bidstrup (V) med 929 stemmer, men Liste T var største parti – siddende borgmester, der fortsatte på posten.
2013: Peter Læssøe(T) med 861 stemmer og største parti – fik ikke borgmesterposten.
2009: Allan Holst (A) med 792 stemmer og største parti – siddende borgmester, der fortsatte på posten.
2005: Asger Larsen (C) med 1.365 stemmer og største parti – siddende borgmester, men mistede posten i konstitueringen.
2001: Birgitte Rinhart (T) med 873 stemmer og største parti – siddende borgmester, men mistede posten i konstitueringen.