Takt og tone på badehotellet

Badehoteller blev i løbet af få årtier så vigtig en del af den danske sommerkultur, at Emma Gad helligede et helt afsnit til den, da hun skrev sin bog om god opførsel, »Takt og Tone«, i 1918.

Først og fremmest talte hun for, at selv om ferien på et badehotel kan synes dyr, er der alligevel en del at spare.

»Den sum, det bliver til per måned, lyder afskrækkende, især når dertil lægges kostpenge for husassistenten hjemme og det uundgåelige tillæg for drikkevarer og alt andet udenom på regningen. Man må imidlertid huske, at husholdningen ganske spares, og at sommeren i bylivet er meget kostbar, da der hører ikke liden resignation til at blive siddende hjemme på en fjerde sal på en strålende juliaften. Og den mindste udflugt koster mange penge,« skriver Emma Gad, der også anbefaler en gennemprøvet teknik – en god blanding af loyalitet og fedteri – for at få bedre forhold på feriestedet.

»Hvis ikke De hører til de naturer, der trænger til omskiftelse, bliv da ved at tage det samme sted hen hver sommer, i det mindste en årrække. Der er omtrent ens kønt allevegne og ved at komme igen, får De til sidst lidt forrettigheder. De kan endog opnå at sidde på hæderspladsen ved bordet og få en slags førerstilling,« lyder det gode råd.

Det gode selskab

Men derefter begynder formaningerne – for nok skal man smigre sig ind, men man skal også holde lidt distance. Feriebekendtskaber har ikke nødvendigvis en lang holdbarhed, påpeger hun.

»Vær forsigtig med at stifte så intime venskaber på sommerhoteller, at de skal fortsættes som omgang om vinteren. Tilfældige sommerbekendtskaber, som man har syntes glimrende om i klitterne, tager sig som oftest ikke ud i byen, og passer sjældent ind i ens kreds, der desuden på den måde let bliver for stor,« skriver hun.

Alligevel skal man udvælge sit selskab. Der var faste pladser ved middagsbordene, og det kunne være en prøvelse i det forkerte selskab – som man selvfølgelig selv skulle undgå at være en del af.

»Sørg for, at Deres plads ved bordet er ved siden af en personlighed, De synes om. Meget afhænger af, om man under måltiderne kan få en behagelig samtale … Før ikke højrøstet tale over bordet med en klike, De måske er medlem af, således at De dominerer samværet. De oparbejder derved en stærk misstemning imod Dem blandt de udenforstående gæster.«

Den slags gælder også børnene. Emma Gad kommer med en opfordring, som alle os, der er blevet mentalt prøvede af andre folks børn på feriesteder, gerne vil have husstandsomdelt til alle, der overvejer at tage på ferie.

»Gør alt hvad De kan for, at Deres børn ikke bliver ubeskedne og fordringsfulde under et hotelophold. Et sådant nærer egoismen mere end noget andet, fordi alt er en betalingssag, og er ret skadeligt i længden for børns elskværdighed.«

Og alt det der med ferieflirts og gnistrende blikke i solnedgangen skulle man også gerne passe på.

»Forlov Dem helst ikke i en sommerferie på et badehotel. Husk, der er så godt som ingen konkurrence, og De kan blive frygtelig skuffet ved at se genstanden for Deres hurtigt opståede passion under mere civiliserede forhold. Se hellere tiden lidt an,« hedder det i bogen, hvor Emma Gad også slår et slag for de unge pigers dyd.

»Hvis De har unge døtre med, pas da en smule på dem og hold lidt stand overfor heftige ønsker om måneskinsture, bådudflugter ved aftentid o. l. Den tone, der let opstår ved sådanne ture, er ikke altid klædelig eller egnet til at hæve en ung dames omdømme,« skriver forfatteren, der runder af med en opfordring, der også kan vække genklang hos nogle charterturister:

»Vis Dem, af hensyn til de andre gæster, altid net påklædt ved måltiderne. Sandaler, strandtørklæder og forblæst hår bør være bandlyst fra en fælles spisesal. Bring heller ikke denne løsslupne form for påklædning med ind til hovedstadens asfalt ved hjemkomsten.«