
Amagermuseet giver deres gæster en tidlig smagsprøve, inden den almindelige sæson går i gang i begyndelsen af maj. I lighed med sidste år bliver portene nemlig slået op allerede i påsken, og de besøgende får endnu en mulighed for at lægge vejen forbi museet i påskeferien.
Museet byder fra tirsdag den 31. marts til søndag den 5. april på forårsstemning, historie og aktiviteter for både børn og voksne – alle dage fra klokken 12 til 16.
Alle børn kan deltage i museets påskeskattejagt og lede efter skjulte påskeæg. Løses opgaven, udløser det en lille præmie. Samtidig kan gæster opleve museets frivillige i arbejde, når de viser deres håndværk frem og fortæller om det.
Noget for alle
De forskellige påskedage byder på skiftende aktiviteter.
Tirsdag og lørdag er der fokus på modelskibsbygning, mens onsdag står i påskeæggenes tegn med værksted og æggetrilning. Torsdag kan man høre om arbejdet med lodsbåden Ravnen og se den traditionelle amagerdragt. Fredag og søndag er der igen mulighed for at opleve vævning og møde frivillige med interesse for håndværket.
