Yvonn Bengtsson skulle netop til at køre på motorvejsrampen fra sit arbejde i Glostrup, da hun pludselig mærkede en stikkende smerte i sine underben. Den skød opad til en endnu værre smerte.
»Jeg fik en hovedpine uden lige. Det var værre end migræne. Jeg kørte ind til siden, og så steg jeg ud. Jeg var så dårlig. Jeg kastede op, og jeg svedte. Jeg sad og ventede et kvarter i græsset, så var der en dame, der bremsede og spurgte, om jeg var syg. Hun gav mig et lift til en taxaholdeplads. Jeg nåede hjem og betalte taxaen, og så ringede jeg til min mor og sagde: ‘Hent børnene.’ Så var jeg væk. Fuldstændig bevidstløs.«
Da Yvonn Bengtsson vågnede op, var verden forandret for den 34-årige fagforeningschef og mor til to børn på to og syv år. De to hjerneblødninger – for det var det, der havde ramt hende den dag bag rattet tre uger før jul i 1987 – havde slået meget i stykker.
»Men jeg var heldig. Hvis det var sket 30 sekunder senere, havde jeg allerede været på motorvejen.«
Den næste tid foregik på hospitalet, hvor hun kom til bevidsthed, forsvandt og igen kom op til overfladen. Det blev ikke bedre i det første stykke tid. Tværtimod. Flere færdigheder forsvandt i løbet af den første uge efter hjerneblødningerne. Ti måneder gik der, før hun blev udskrevet – med en lang vej foran sig.
Højre side var lammet, og sproget ville ikke ud af hovedet. Det kaldes afasi og er typisk en effekt af hjerneblødninger. I begyndelsen kunne hun heller ikke genkende sin nærmeste familie – end ikke sine to børn.
»Jeg havde glemt alt. Også mit eget navn,« fortæller hun.
»Jeg kunne ikke skrive, læse eller tale. Jeg kæmpede i otte år, men kom i kontakt med en operasanglærer, som lærte mig at tale igen. Det tog 18–19 måneder, men så kom det. Det var som at skulle lære at tale forfra, men hans øvelser hjalp mig,« siger Yvonn Bengtsson.
Kroppen havde også taget skade. Den ene side af kroppen er stadig ramt af spastiske lammelser, der her 38 år senere kræver daglig træning for at holde kroppen i gang.
Det er dog ingenting i forhold til de første år, hvor hun trænede op mod 18 timer i døgnet for at genoplive sine færdigheder – først de mest basale og siden evnen til at bevæge sig rundt og fungere i en dagligdag.
Familieliv
Hjerneblødningerne kom midt i en skilsmisse – og med to børn på to og syv år skulle moderrollen også passes. En umulighed i begyndelsen.
»Men jeg havde min mor og min mormor i nærheden, og min søn boede hos min kusine i tre måneder,« fortæller Yvonn Bengtsson, der med støtte fra familien formåede at opretholde relationen til børnene, der i dag har beriget hendes liv med tre børnebørn.
Familiens støtte rakte ikke til alle de praktiske gøremål, mens Yvonn Bengtsson brugte kræfter på at komme tilbage til hverdagslivet.
»I starten fik jeg 18 timers hjemmehjælp om ugen,« siger hun og tilføjer med en lille latter.
»I dag får jeg hjælp hver 14. dag. Det er udmålt til 33 minutter.«
Yvonn Bengtsson har stadig udfordringer ved at komme rundt ved egen hjælp og er derfor taknemmelig for de skiftende invalidebiler, hun har haft, siden hun blev ramt af hjerneblødningerne.
»Jeg kan kun gå få meter uden hjælp og kun i vindstille vejr, så jeg kan ikke virke uden den. Jeg kan ikke handle, træne uden for hjemmet eller besøge familie eller venner, hvis ikke jeg har mulighed for at køre.«