Søndag dannede Dragør ramme om Amager Cykle Rings åbne landevejsløb, Amager CR – Vitamin Well Grand Prix.
Ryttere i alle aldre kørte på en cirka 14,5 kilometer lang rundstrækning gennem blandt andet Store Magleby, Ullerup og Søvang, men dagen bød også på udfordringer for arrangørerne.
Løbet havde start og mål på Fælledvej og samlede både børn, unge, motionsryttere og eliteklasser.
Dagen igennem var flere veje i området midlertidigt spærret eller ensrettet, men trods trafikreguleringen oplevede arrangørerne udfordringer med trafik på ruten. Det førte både til et styrt i eliteløbet og senere aflysning af dagens sidste løb.
Under eliteløbet opstod der en episode med en bil på ruten. En af rytterne nåede ikke at undvige og kørte ind bag i bilen. Rytteren blev efterfølgende kørt til hospitalet. Ifølge løbsleder Jesper Thiesen kom rytteren ikke alvorligt til skade. Efter hændelsen blev eliteløbet blæst af.
Senere på dagen skulle de yngste ryttere afslutte løbsprogrammet på en lidt mindre bane. Her vurderede løbsledelsen imidlertid, at der var for megen trafik på ruten til, at løbet kunne gennemføres forsvarligt. Og de valgte at aflyse det.