Trafiksikkerheden bliver øget – men pengene rækker ikke så langt, erkender formand

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Trafiksikkerheden bliver øget – men pengene rækker ikke så langt, erkender formand
> AI-beskrivelse: Dette billede viser en stille vejscene fra Fælledvej, taget af fotograf Tim Panduro. I forgrunden ses en asfalteret vej flankeret af en græsplæne og en hæk til højre, […]

Bedre markeringer og vejbump på en enkelt strækning er, hvad pengene rækker til i årets forbedringer af trafiksikkerheden på udvalgte steder i Dragør Kommune.

Politikerne i kommunalbestyrelsen har netop godkendt fordelingen af 191.000 kroner fra årets trafikpulje og 69.000 kroner, der er blevet til overs fra sidste år.

Dermed kan der sættes nogle flueben i trafiksikkerhedsplanen, der senest blev revideret i 2024.

Pengene bliver brugt til kantbaneafmærkning og beskæring af beplantning på Søndre Strandvej og Store Magleby Strandvej samt Fælledvej og Skydebanevej foruden en genmarkering af krydset og fremrykning af slutningen på venstresvingsbanen på Kirkevej og Vestgrønningen.

Desuden skal der etableres et bump på strækningen af Fælledvej ud for Søvang. I 2025 blev der sat steler ved vejbumpene på strækningen, men siden er det blevet opdaget, at der mangler et bump for at kunne leve op til de krav, der er til strækninger med 40 kilometers hastighedsbegrænsning. Det bliver etableret ved Fasanstien vest for Søvang.

Et projekt, der har ligget over for trafiksikkerhedsplanen fra 2016, er ifølge formanden for By-, Miljø- og Klimaudvalget Nicolaj Bertel Riber også under overvejelse, uden at der dog er sat penge af til det.

Det drejer sig om muligheden for at krydse Møllegade. Mangel på fortov gør det umuligt at nå fodgængerfeltet ved Englandsvej og Kirkevej for at krydse Møllegade, og derfor er der et forslag om at lave en krydsningshelle ud for Møllegade 10 og indføre 40 kilometers hastighedsbegrænsning på strækningen. Udgiften står til at blive 320.000–410.000 kroner, som ligger uden for det årligt afsatte beløb. En billigere løsning kan dog muligvis klares for 260.000 kroner – der dog allerede står til at blive brugt på de øvrige tiltag.

Netop beløbet, der er til rådighed hvert år, er en begrænsning, erkender Nicolaj Bertel Riber.

»Trafikdæmpende foranstaltninger er et kæmpestort område, og med 191.000 kroner om året er vi først færdige, når jeg kan gå på pension. Vi har valgt projekter ud fra en betragtning om, at de giver os mest trafiksikkerhed for pengene,« siger han.

»Det kan være, at man skal kigge på, om rammen kan gøres større. Trafiksikkerhed handler om at passe på os alle sammen, når vi bevæger os rundt i byen. Men samtidig handler det om, at pengene skal prioriteres inden for anlægsbudgettet, så det er en meget svær øvelse,« siger han til Dragør Nyt.

Punktet gav i øvrigt ingen anledning til diskussion på torsdagens møde i kommunalbestyrelsen, hvor det gik enstemmigt igennem uden kommentarer.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER