En million kroner skal der nu bruges på at forbedre legepladserne i tre af Dragør Kommunes børnehaver.
Legepladsen i Børnehaven Sansehuset skal renoveres, og børnehaveafdelingerne i henholdsvis Børnehuset Sølyst i Søvang og Børnehuset Halvejen ved Hollænderhallen skal have nye legeområder.
Beslutningen er taget i Børne-, Borger- og Velfærdsudvalget og i By-, Miljø- og Klimaudvalget, men skal endeligt godkendes i Økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen i slutningen af april.
Sølyst og Halvejen får nye legezoner
Det var kommunalbestyrelsen, der i anlægsbudgettet for 2026 afsatte en million kroner til styrkelse af offentlige legepladser. Og nu har forvaltningen anbefalet – og politikerne har taget til efterretning – at disse penge altså bruges på Sansehuset, Sølyst og Halvejen.
Beslutningen er truffet ud fra en samlet vurdering af legepladsernes tilstand og aktuelle tilsynsrapporter. De udarbejdes i øvrigt hvert år, da alle kommunens legepladser årligt gennemgår et lovpligtigt tilsyn, hvor sikkerheden bliver gennemgået systematisk.
Blandt andet har man konstateret, at legepladsen ved Børnehaven Sansehuset er gammel og slidt og har brug for en opgradering, der understøtter institutionens sanseprofil og pædagogiske arbejde.
At man har bygget om i Sølyst, har skabt behov for et nyt udeareal med nye legezoner. Samtidig har Sølyst fået anmærkninger om huller, der samler vand og udgør en sikkerhedsrisiko, hvilket der skal rettes op på.
For Børnehuset Halvejen havde man håbet at få en fondsbevilling til at etablere et nyt motorik- og legeområde. Det blev ikke til noget, men nu kommer pengene til projektet så fra kommunen.
Politikerne har vurderet, at der gennem længere tid været udfordringer med et nedslidt udeareal, som ikke i tilstrækkelig grad understøtter børnenes leg og motoriske udvikling. Et legepladstilsyn har også givet anmærkninger, og en konkret hændelse sidste år med bambusområdet (et område, der nu er blevet sikret) har understreget et stort behov for opgradering.
»Der er tale om et udeareal, som både er nedslidt og ikke understøtter børnenes hverdag godt nok – og det er vores ansvar at få rettet op på det inden for de rammer, vi har,« siger Henrik Kjærsvold-Niclasen (V), formand for Børne-, Borger- og Velfærdsudvalget.
Han understreger i øvrigt – med henvisning til, at forældrebestyrelsen i Halvejen havde forberedt sig på at søge en fondsbevilling – at det er positivt med lokalt engagement.
»Men det ændrer ikke på, at ansvaret for gode rammer ligger hos kommunen,« siger han.
Alle legepladsprojekter forventes udført i efteråret i år.