Tvillingesøstrene er opvokset med klassisk musik – nu står de bag festival for kvindelige komponister

F
Af Freja Bundvad
| | 0 min læsetid
Tvillingesøstrene er opvokset med klassisk musik – nu står de bag festival for kvindelige komponister

Musikken har fulgt Maria og Eva Steinaa hele livet. I dag er de begge etablerede klassiske musikere og aktuelle som arrangører af Skyggekvinder Festival – en klassisk musikfestival med fokus på kvindelige komponister.

Tvillingesøstrene Maria og Eva Steinaa er 32 år gamle. De har to børn hver og har begge bosat sig i Kastrup, få kilometer fra den kirke, hvor de har tilbragt mange timer i deres barndom. De er døtre af den nu afdøde Torkil Steinaa, som i mere end 30 år var organist i Store Magleby Kirke.

»Vores far elskede sit arbejde og gjorde rigtig meget for kirken ved at arrangere koncerter og bringe musikken ind i kirkerummet,« fortæller Eva Steinaa.

Hjemmet var præget af musikalsk liv: Radioen stod på P2, og klassisk musik var en fast del af hverdagen for tvillingerne og deres i alt fire brødre.

Allerede som børn begyndte Maria og Eva at synge i kor, og i 3. klasse blev de optaget på sangskolen Sankt Annæ Gymnasium i Valby. Her valgte de hver deres instrument – Eva begyndte at spille obo, mens Maria valgte tværfløjte.

Instrumenterne vandt

I starten var musik blot én af flere fritidsinteresser. Begge piger spillede også håndbold tre gange om ugen. Men efterhånden som både sport og musik krævede mere engagement, og skolen stillede større krav, blev de nødt til at vælge.

»Vi var glade for at spille håndbold, men det endte med at blive instrumenterne, der vandt,« siger Maria Steinaa.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Under gymnasietiden blev de optaget på Musikalsk Grundkursus (MGK), som de fulgte sideløbende med skolen. De hjalp hinanden med disciplinen, og det blev tydeligt, at musikken skulle være mere end en hobby.

»Eva kunne stå op tidligt op om morgenen for at øve sig, inden vi skulle i skole, og det behov havde jeg ikke. Men det gav mig alligevel blod på tanden til også at huske at øve, når jeg så kom hjem fra skole. Jeg fatter egentlig ikke, at vores forældre ikke blev sindssyge af al den musik,« griner Maria Steinaa.

Som 17-årige blev de begge optaget på musikkonservatoriet i København, samtidig med at de færdiggjorde gymnasiet. Det første år på konservatoriet og det sidste år i gymnasiet tog de parallelt.

»Det var jo egentlig ret vildt, men vi var sammen om det. Der har ikke rigtig været konkurrence mellem os – men det skyldes nok, at vi heldigvis har spillet hvert vores instrument,« siger Eva Steinaa.

En pakkeløsning

I dag har de begge opbygget solide karrierer. Eva Steinaa vandt som 20-årig en stilling som solooboist i DR Symfoniorkestret, mens Maria Steinaa arbejder som freelance-fløjtenist og rejser landet rundt med forskellige projekter.

»Det er to ret forskellige måder at arbejde på, men det passer nok meget godt til os. Eva har det bedst med struktur og stabilitet, og jeg er nok lidt bedre til at tage tingene, som de kommer,« siger Maria Steinaa.

Sammen optræder de i forskellige konstellationer og nyder samarbejdet – trods deres forskelligheder.

»Eva kan blive helt panisk, hvis jeg ikke har fundet mine noder og lagt dem klar dagen før, vi skal spille et sted,« fortæller Maria – og bliver straks korrigeret af Eva:

»Jeg bliver altså først panisk, når vi skal til at køre, og du stadig ikke har fundet noderne.«

Begge griner.

»Vi er ret forskellige, men har altid været en pakkeløsning. Og vi laver stadig rigtig mange ting sammen,« siger de.

De lægger heller ikke skjul på deres forældres betydning for deres musikalske rejse.

»Vi er altid blevet bakket op til at gå med musikken. Og vi har også lært meget musikalsk af vores far. Han havde en evne til at kunne det hele, stort set uden at øve sig. Den afslappethed og naturlighed har vi fået med os som musikere,« siger Maria Steinaa.

Om drømmen om at spille sammen i et fast orkester siger de:

»Det ville jo helt klart være den største drøm. Men det kan godt være, at folk ville blive lidt trætte af os, fordi vi kender hinanden så godt,« siger de grinende.

Skyggekvinder Festival 2025

I 2024 var Eva og Maria Steinaa med til at grundlægge Skyggekvinder Festival – en klassisk musikfestival i København, som sætter fokus på kvindelige komponister og deres ofte oversete bidrag til musikhistorien. Festivalen blev en succes, og i år gentages den.

»Der er rigtig mange oversete kvindelige komponister, der har skrevet fantastisk musik. Vi vil hive dem ud af skyggen og udfordre publikum,« siger Eva Steinaa.

Skyggekvinder Festival 2025 finder sted den 8.–10. august i Unitarernes Hus på Østerbro, hvor søstrene Steinaa optræder med deres trio: Maria Steinaa på fløjte, Eva Steinaa på obo og Elias Holm på klaver.

Festivalens program byder blandt andet på en sjælden opførelse af Hilda Sehesteds strygekvartet fra 1916 med Nightingale String Quartet, som er udnævnt til Årets P2 Kunstner 2025. Derudover kan publikum opleve værker af komponister som Sofja Gubajdulina, Lera Auerbach, Louise Farrenc, Amy Beach, Andrea Tarrodi, Dobrinka Tabakova og Rita Strohl.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER