Søndag aften blev freden brudt på Birkeengen, da en større mængde brandkøretøjer mødte op til en mulig brand. Brandvæsenet blev alarmeret til det, der blev meldt ind som brand i et skur.
Ifølge Peter Ørnbo, der er operationschef hos Hovedstadens Beredskab og områdeleder for stationerne i Dragør og Store Magleby, blev der også sendt vogne med fra brandstationen på Christianshavn.
Det er almindeligt ved brande i tætbyggede områder som villakvarterer, hvor der kan være behov for en hurtig indsats.
Branden på Birkeengen viste sig dog ikke at være så dramatisk:
»Der var tale om en kortslutning i en loftslampe, og det gav lidt røg,« siger Peter Ørnbo.