»Det har været en fredelig uge.«
Sådan lyder den overordnede meldning fra Peter Ørnbo, operationschef hos Hovedstadens Beredskab og områdeleder for stationerne i Dragør og Store Magleby, da Dragør Nyt fanger ham mandag morgen for at høre til den forgangne uges udrykninger.
Kun to gange i ugens løb er brandfolk fra de to stationer rykket ud, og de to meldinger har placeret sig i hver sin ende af dramaskalaen, fortæller han.
Gravearbejde udløste alarm
Tirsdag den 8. juli klokken 11.39 gik turen til Halvejen, hvor en automatisk brandalarm var startet grundet overgravning.
»Der var blevet gravet noget over i forbindelse med TDC’s arbejde i området. Da vi lander dernede, er TDC ved at reetablere ledningerne. Så der var ikke så meget i det, men vi var en tur forbi,« fortæller operationschefen.
Alarmen blev kategoriseret som en blind alarm, og brandbilerne kunne trille tilbage til stationen.
Genoplivning på Krudttårnsvej
Fredag morgen klokken 06.16 lød en helt anden slags alarm, og her rykkede to brandmænd ud på en såkaldt first responder-tur, fortæller Peter Ørnbo.
First responder-ordningen indebærer, at lokale deltidsbrandfolk fungerer som supplement til akutberedskabets ambulancer og akutlægebiler ved formodet hjertestop – og det var netop, hvad der var sket på hjørnet af Krudttårnsvej og Borgervænget.
»Vores to medarbejdere lander dernede efter kort tid. Det står klart, at en mand har fået hjertestop i sin bil, og de er i gang med hjertemassage og får genoplivet ham,« siger Peter Ørnbo.
Brandmændene ankom omtrent samtidig med en ambulance, der efter genoplivningen kørte manden på sygehuset.