Fredag den 31. oktober dannede Kongevejen rammen om en stemningsfuld halloweenfejring, hvor børn og voksne i fantasifulde kostumer indtog gaden med græskarlygter og slikspande. Butikkerne langs Kongevejen var pyntet op og klar med skåle fulde af slik og søde overraskelser til de mange udklædte gæster.
Der blev uddelt godter til både skeletter, hekse, zombier og rumvæsener, og både børnefamilier og handlende bidrog til den festlige stemning med grin, billeder og halloweenstemning i børnehøjde.

Halloween i Danmark
Selvom Halloween oprindeligt stammer fra de keltiske samfund og blev videreført som en kristen højtid (All Hallows’ Eve) i Irland og Storbritannien, har traditionen for alvor fået fat i Danmark siden begyndelsen af 2000’erne. Den moderne danske udgave er inspireret af den amerikanske fejring, hvor børn går fra dør til dør og siger »slik eller ballade« (trick or treat).
Særligt detailhandlen og institutioner har taget traditionen til sig med udklædningsfester, græskarskæring, halloweenpynt og familievenlige arrangementer som det på Kongevejen i Dragør.
Leg og uhygge
Mange deltagere havde gjort noget særligt ud af deres udklædning – både børn og voksne.
Blandt de yngre deltagere var både klassiske hekse og skeletter, men også astronauter og sjove figurer. Også forældre og butiksansatte havde kastet sig ud i fantasifulde kostumer, og det gav Kongevejen et festligt præg af uhyggelig hygge.




