Torsdag den 20. februar fik redaktionen på Dragør Nyt et særligt besøg. En delegation af ukrainske journalister lagde vejen forbi avisen for at høre mere om arbejdsgangene på redaktionen og betydningen af at lave lokalavis i Dragør.
Artiklen fortsætter efter billedet.
De 15 ukrainske journalister besøgte Danmark som en del af en inspirationstur, hvor de blandt andet lagde vejen forbi Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, Aarhus Universitet og Christiansborg. Besøget hos Dragør Nyt var en del af programmet.
Fælles for de ukrainske journalister er, at de arbejder i områder tæt på frontlinjen i Ukraine. Deres hverdag er præget af Ruslands militære aktivitet, og journalistik er for dem ikke blot et arbejde, men en kamp for at holde offentligheden informeret – ofte med livet som indsats.
En af dem er den 34-årige journalist Kseniia Minina, der under besøget delte sin personlige beretning om invasionen den 24. februar 2022.
Flugten fra Volnovakha
Da Rusland invaderede Ukraine i februar 2022, blev Kseniia Minina og hendes familie tvunget til at forlade deres hjem i byen Volnovakha nord for Donetsk. Både hun og hendes mand arbejdede som journalister og levede et almindeligt middelklasseliv.
»Vi vågnede tidligt om morgenen den 24. februar ved, at vores hus rystede. Det larmede så meget, at vi ikke kunne være der. Vi vidste, at vi var nødt til at tage væk, men vi anede ikke, om vi nogensinde ville vende tilbage,« fortæller hun.
Sammen med sin mand og deres femårige datter forlod hun byen i deres gamle bil. De havde ingen plan – kun et mål om at komme væk.
I løbet af dagen bredte der sig panik i hele Ukraine. Vejene var fyldt med biler, og alle forsøgte at komme væk. Kseniia Minina har ikke kørekort, og hendes mand har fysiske udfordringer, der gør, at han ikke kan sidde i en bil for længe.
»Det var en langsom flugt. Vi kunne kun køre 50 til 60 kilometer om dagen. Og vi vidste ikke, hvor den russiske hær befandt sig, så vi kunne ikke vælge en sikker rute,« fortæller hun.
Sent en aften nåede de en lille landsby, hvor en ældre kvinde tilbød dem husly. Hun boede i et faldefærdigt hus uden vand og med et ildsted som eneste varmekilde. Familien krøb sammen om natten og overlevede der i syv dage.
»Det eneste, min datter kan huske fra vores flugt, er det gamle hus. Og hun kan huske, at vi spiste dårlig suppe,« siger Kseniia Minina med blanke øjne.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Manglen på mad var en konstant udfordring, og familien måtte nøjes med at koge suppe af det, de kunne finde.
»Det er forfærdeligt at tænke på, at vi stod i en situation, hvor vi ikke kunne give vores datter rigtig mad,« siger hun.
Efter en uge i det gamle, kolde hus blev de vækket af lyden af russiske helikoptere. De forlod landsbyen samme morgen. Om aftenen var den besat af russiske tropper.
Livet tæt på frontlinjen
Før krigen arbejdede Kseniia Minina som journalist i Volnovakha, hvor hun og hendes kolleger drev et lokalt nyhedsmedie. Efter invasionen blev redaktionen tvunget til at evakuere, men da alle var kommet i sikkerhed, genoptog de deres arbejde fra en anden by.
»Måske er det farligt, men vi kan ikke stoppe med at informere folk,« siger hun.
En af hendes kolleger blev tilbageholdt af russisk militær i den besatte by. Hans hjem blev ransaget flere gange, og han måtte igennem omfattende kontrol, før han fik lov til at forlade området.
Han flygtede til Irland, hvor han boede med sin mor og kæreste i to år. Sidste år vendte han tilbage til Ukraine og sluttede sig til den ukrainske hær.
»Vi er stolte af ham, fordi han ikke har nogen familie i Ukraine, men han valgte alligevel at kæmpe for sit land,« fortæller Kseniia Minina.
Selvom hendes familie nu bor i en mere sikker del af Ukraine, er faren aldrig langt væk.
»Vi kan høre de russiske droner hver dag,« siger hun.
Fra Dragør til Ukraine
Under besøget hos Dragør Nyt finder Kseniia Minina sin telefon frem og åbner en app, der viser et kort over Ukraine. Hver region er farvekodet: rød betyder, at området er under angreb, orange markerer russisk militærs tilstedeværelse, og blå angiver ro for nu.
Torsdag eftermiddag var fire regioner røde og to orange.
»Det ser meget fredeligt ud lige nu. Nogle gange er næsten hele landet rødt. Min mor bor i en anden region, og når vores område er rødt, bliver hun virkelig bekymret,« fortæller hun.
Besøget på Dragør Nyt blev en påmindelse om, hvor forskelligt journalistik kan udøves.
I Dragør handler arbejdet om at dække store og små begivenheder i lokalsamfundet, mens Kseniia Minina og hendes kolleger arbejder i et land i krig, hvor sandheden kan være livsfarlig at formidle.