Denne artikel er skrevet af Dragør Nyts børnereporter, Laura Videbæk på 14 år, som selv har stået for research og tekst.
Da jeg trådte ind ad døren på Krudthuset for at være med til UngDragørs fernisering for unge kunstnere, var der allerede en spændt og lettere hektisk stemning.
Flere børn stod klar med telefoner til at filme. En havde endda en ven eller et familiemedlem med på FaceTime. Mange forældre stod også klar og ventede.
Det var klart, at der skulle ske noget ved trappen til overetagen. Men ingen af os, der var kommet som tilskuere, vidste præcist, hvad der var på vej. Langsomt blev klubben mere og mere fyldt, og børnene råbte til hinanden, at det var nu.
Og pludselig startede det. En pige sad på trappen og spillede keyboard. Det var sangen »Another Love« af Tom Odell, som er meget kendt blandt børn og unge, men måske mindre blandt forældrene.
Kunstværker i alle afskygninger
Efter introen blev der åbnet op til overetagen, hvor man allerede ved trappens begyndelse blev mødt af kunst. Her præsenterede de unge fra UngDragørs klubber en bred vifte af værker med vidt forskellige udtryk og tematikker.
Udstillingen rummede kunstværker om klimaforandringer, skrald og overforbrug, men også om skærmbrug, naturen og andre emner, der optager klubbens børn og unge. Man kunne opleve alt fra malerier til mere komplicerede skulpturer.
Selve udstillingen var opdelt i to rum, hvor hver en kvadratmeter var udnyttet, og kunsten fyldte rummet fra væg til væg.

Pludselig var der et fyrtårn
Jeg faldt i snak med en mor til en datter, som stod bag to af udstillingens værker. Hun fortalte, at familien egentlig skulle have været på Fyn denne weekend, men at planerne naturligvis blev ændret, da der var fernisering.
Datteren viste mig det første af sine kunstværker; en nål, hun havde dekoreret med blomster og mønstre i forskellige farver.
Det andet værk havde hun skabt sammen med en kammerat, som også sluttede sig til samtalen. Værket forestillede et fyrtårn lavet af en vase. De fortalte, at en af pædagogerne havde taget vasen med, og at de derefter bare var gået i gang. Der havde ikke været nogen egentlig plan, men processen havde udviklet sig lidt ad gangen, indtil der pludselig stod et fyrtårn færdigt.
Ferniseringen var fyldt med nysgerrige børn og forældre, som bevægede sig rundt mellem værkerne og historierne bag. Efterhånden som udstillingen blev set, sivede glade børn og stolte forældre hjemad – med en god start på weekenden.
