Ungdomslivet i Dragør har stået stille i 50 år

a
Af admin
| | 0 min læsetid

Dragør er en fantastisk by at vokse op i – tæt på naturen, tryghed, sport og gode skoler. Men når det gælder ungdomslivet, har vi stået stille i mere end 50 år.

Jeg mener at have en del kulturel baggrundsviden fra min opvækst og ungdom i Dragør med skole, uddannelse, sport og musik, der blev mit springbræt ud i livet. Som unge kedede vi os ofte i sovebyen Dragør, og derfor søgte vi ind til byen eller til steder, der kunne opfylde vores behov: livemusik og ungdomskultur. Vi fandt det på steder som PUK (Politiets Ungdomsklub), Hard Rock Café, Dansetten, Tivoli, Jomfruburet og Bakken.

I dag står de unge over 18 år stadig uden et naturligt samlingssted i byen. Vi har ingen café, kulturhus eller værested med musik og aktiviteter, som kan samle de unge voksne. Det betyder, at de igen – ligesom dengang – flygter til andre steder for at finde oplevelser og fællesskab.

Samtidig viser undersøgelser, at seks ud af ti unge faktisk vender tilbage til Dragør, når de senere stifter familie. Men hvis de vender hjem til en by, hvor ungdomstilbuddene fortsat er fraværende, risikerer vi at gentage den samme udfordring igen og igen – generation efter generation.

Det er en udfordring, vi er nødt til at tage alvorligt, hvis Dragør også i fremtiden skal være et sted, hvor unge kan udvikle sig, trives og vælge at blive boende.

Mit forslag er, at vi prioriterer:

  • Et kulturhus eller ungdomshus med plads til musik, events og kreativ udfoldelse.
  • Styrkede muligheder for unge med særlige behov i skolerne og institutionerne.
  • Nye initiativer, som kan fastholde de unge i byen, mens de er teenagere, og når de vender hjem som voksne.

Derfor er det afgørende, at Dragør kan tilbyde mere end blot daginstitutioner og trygge villaveje. Vi har brug for et kulturhus, ungehus eller værested, hvor teenagere og unge voksne kan mødes om musikmiljø, koncerter, kunst og aktiviteter. Et sted, der kan samle unge – både dem, der vokser op her, og dem, der vender hjem senere i livet.

Hvis vi vil styrke fællesskabet og give de unge lyst til at blive en del af byen – ikke kun vende tilbage af pligt – så skal vi investere i dem. Dragør kan godt, hvis viljen er der.

Hvis vi vil et godt børne- og ungdomsliv i Dragør, kræver det, at vi tør tænke længere end børnehaver og folkeskoler. Vi må skabe rammerne for et ungdomsliv, der gør Dragør levende – også efter skoletid.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER