»Vi skal have mod til at drøfte, om plejehjemmet skal udliciteres som en selvejende institution.«
Sådan lød det i en pressemeddelelse fra Dragørs konservative borgmester Kenneth Gøtterup torsdag.
Meldingen kom som led i en større kritik af forvaltningen Rådhuset på Kirkevej, der er ansvarlig for at implementere en flerårig genopretningsplan, efter at en konsulentrapport i foråret viste store udfordringer på plejehjemmet Enggården.
Udliciteringen kan ifølge borgmesteren være ønskværdig, hvis ikke der kommer synlige forandringer hurtigt.
Ikke haft til til arbejdet
Det blev specifikt nævnt i teksten, at kritikken ikke var rettet mod personalet på Enggården – men det hindrede ikke, at meldingen skabte uro på plejehjemmet.
»Vi ser det som en trussel mod både os på gulvet og mod ledelsen. Kulturændringer tager tid, og der har været en sommerferie med mange vikarer, så reelt har vi ikke haft så meget tid til at arbejde med genopretningsplanen,« siger Christina Aagaard Petersen, der er social- og sundhedsassistent og tillidsrepræsentant på Enggården.
Stemningen var så trykket, at borgmester Kenneth Gøtterup af sin fagdirektør blev inviteret med til et møde på Enggården mandag. Her deltog ledelsen på Enggården og en del af personalet.
Kommunens direktør for ældreområdet, Martin Nordentoft Rasmussen orienterede efterfølgende kommunalbestyrelsens medlemmer i en mail.
Her skriver han blandt andet, at »mødet blev afholdt i en respektfuld tone, og der var en ordentlig dialog mellem borgmesteren og medarbejderne«. Og at »borgmesteren udtrykte stor respekt og anerkendelse for medarbejdernes indsats.«
Kritik mod forvaltningen
Det gentager Kenneth Gøtterup over for Dragør Nyt.
»Jeg vil opfordre personalet til at læse pressemeddelelsen igen, hvor der står, at det ikke er møntet på dem, men på forvaltningen,« siger han.
Ifølge tillidsrepræsentanten Christina Aagaard Petersen har hverken borgmesterens skriftlige udmelding eller hans ord på mødet haft den ønskede effekt.
»Det har helt klart ikke beroliget os. Det var ikke min fornemmelse, at der var nogen, der købte det, han sagde,« siger hun.
Kritikken kommer også fra kollegaerne i byrådet.
»Da udmeldingen kom, var jeg klar i spyttet om, hvad den kunne bringe af uro hos personalet. Og mine bekymringer er blevet bekræftet,« siger formand for Social- Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget, Nicolai Bertel Riber.