V: OK-Fonden = Sikker drift + offentligt ansvar

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 0 min læsetid
V: OK-Fonden = Sikker drift + offentligt ansvar
Henrik Kjærsvold-Niclasen. Privatfoto.

Både før og under kommunalvalget luftede Venstre tanker om, at der skulle ske noget nyt med Enggården, efter en tilsynsrapport pegede på store problemer med drift og patientsikkerhed.

Henrik Kjærsvold-Niclasen (V) nævnte, at han ville se på forskellige modeller, hvis udviklingsplanen ikke lykkedes, og at et friplejehjem kunne være en mulighed for at udvide kapaciteten.

Men nu er Venstre sammen med Konservative og SF enige om at pege på én bestemt model: Enggården som kommunalt selvejende institution med driftsoverenskomst med OK-Fonden.

»Det er vigtigt, kommunen stadig har anvisningsret. Med en selvejende institution bevarer vi offentligt ansvar og styring, samtidig med at vi får adgang til en specialiseret driftsorganisation, som kan sikre en stabil drift. Vi ser OK-Fonden som en naturlig samarbejdspartner, fordi de har stor erfaring med netop denne type driftsform,« lyder det fra Henrik Kjærsvold-Niclasen.

Timing er rigtig

Han mener især, Enggården har været for sårbar i forhold til leder- og medarbejderskift, fordi det er det eneste plejehjem i kommunen.

»Når det gælder skoler og daginstitutioner, har vi andre, der kan træde ind og hjælpe, når for eksempel en leder stopper. Det har vi flere eksempler på. Men Enggården står mere alene organisatorisk, og det gør driften mere sårbar. Derfor er det vigtigt for os at få styrket de faglige og ledelsesmæssige rammer omkring plejehjemmet,« siger Venstre-manden.

Han deler derfor ikke Liste T’s og Socialdemokratiets holdning til, at det er for tidligt, der bliver sat gang i et samarbejde med OK-Fonden – eller at man burde se på flere modeller.

»Timingen hænger tæt sammen med den viden, vi har fået i den seneste audit. Den viste, at vi ikke er i mål med stabil drift og patientsikkerhed. Det kan vi ikke vente med at forholde os til. Det handler om at tage ansvar, så vi ikke står samme sted om et halvt år,« lyder det fra Henrik Kjærsvold-Niclasen.

Han påpeger, at man allerede har ventet i mere end et år, siden man tilførte ekstra midler og satte gang i en udviklingsplan oven på den dårlige tilsynsrapport.

Forstår utrygge medarbejdere

Henrik Kjærsvold-Niclasen forstår dog godt, at medarbejderne på Enggården kan føle sig utrygge over den nye udmelding.

»Hvis man lander en aftale med OK-Fonden, er alle medarbejdere garanteret deres job. Det er vigtigt at huske på. Og som arbejdsgiver har vi en pligt til at have fokus på transparens, ro og tryghed i processen. Men jeg er også nødt til at sige, at vi mener, det her er et nødvendigt skridt for at sikre stabil drift og ensartet kvalitet,« siger han.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER