HOFOR er i gang med et større vandrenoveringsarbejde på Krudttårnsvej og Møllevej. Det er grunden til, at der allerede i nogle uger har været gravet op flere steder langs Krudttårnsvej, og at der er etableret en midlertidig signalregulering ved svinget Krudttårnsvej/Møllevej/Bachersmindevej. Det oplyser Dragør Kommune.
I de perioder, hvor der ikke arbejdes med vandledninger ude i kørebanen, bliver hullerne tildækket med jernplader, signalanlægget bliver slukket, og trafikken skal bare køre som normalt.
Men når maskinerne er i gang, og jernpladerne er taget af, skal trafikanter altså stoppe for det midlertidige lyssignal og i øvrigt følge skiltningen nøje.
Arbejdet forventes færdigt i slutningen af marts.
Nogle har måske lagt mærke til, at der er placeret en masse materiel, rør, containere og afspærringsblokke på Hvidtjørnen. Dette er ikke et særskilt anlægsarbejde, men HOFOR, der har etableret byggepladsfaciliteter her, mens de arbejder på Krudttårnsvej.